Erhverv
0

Nyt millionunderskud i Fakta øger presset på Coop og topchefen

Dagligvaregiganten Coop Danmark kæmper for at komme ud af årelange problemer med den økonomisk blødende discountkæde Fakta. Et stort ejendomssalg sikrer dog koncernen millionstore, ekstraordinære indtægter i et nyt årsregnskab.

Fakta-kæden har det seneste år været igang med oprydning og lukning af butikker for at vende den negative udvikling. Foto: Finn Frandsen

Discountkæden Fakta er et dyrt bekendtskab for dagligvaregiganten Coop Danmark. De seneste seks regnskabsår har kæden samlet haft et underskud på 650 mio. kr. Fakta er med sine 360 butikker dermed fortsat en hård belastning for koncernens samlede økonomi, viser et nyt regnskab.

»Fakta er jokeren for Coop. Hvis det lykkes at få vendt og stabiliseret tingene der, kan det få stor positiv betydning. Lykkes det ikke, vil kæden fortsat presse hele koncernen og dermed ledelsen for at skulle øge indtjening samt lønsomhed i Coop endnu mere,« siger Henning Bahr, detailekspert og adm. direktør for Retail Institute Scandinavia.

Coop-topchef Peter Høgsted melder, at der i fjor er nedskrevet aktiver i koncernregnskabet relateret til Fakta for 270 mio. kr. Samtidig har der været omkostninger på 350 mio. kr. til restrukturering – især i forbindelse med lukningen af 82 butikker, hvoraf hovedparten lå hos Fakta.

»Vi har været gennem en stor oprydning i Fakta. Derfor regner vi ret sikkert med sorte tal i kæden allerede i år. En af de store udfordringer for Fakta er, at konceptet har svært ved at få nye kunder. Så vi arbejder bl.a. med en større sammensmeltning med Coop inden for varesortiment og andet, som skal gøre kæden mere attraktiv,« siger Peter Høgsted.

Det er en af forklaringerne på, at Coop i 2018-regnskabet må notere et voldsomt underskud i Fakta efter skat på hele 270 mio. kr. mod kun 18 mio. kr. i 2017.

I 2017 måtte Coop Danmark skyde 200 mio. kr. ny kapital ind i Fakta A/S. Moderselskabet har også i 2018 lavet et nyt tilskud på 150 mio. kr. for at »genoprette egenkapitalen og understøtte Faktas udvikling«.

På koncernplan er årsregnskabet for 2018 i Coop Danmark stærkt påvirket af en stor ekstraordinær indtægt fra salget af et ejendomskompleks i Aarhus. Millionerne fra salget udligner nemlig ekstraordinære udgifter til bl.a. Fakta og sikrer samtidig den samlede forretning et driftsresultat, der er lidt større end året før.

Peter Høgsted melder om et hårdt presset marked for dagligvarer – stort set uden vækst. Det skyldes bl.a., at danskerne køber mere takeaway og spiser mere ude. Derfor er ledelsen tilfreds med omsætningen for 2018 trods et samlet dyk på 2 pct. Omregnet for kun de fortsættende butikker melder Coop nemlig om en lille fremgang i salget.

»Det koster dyrt at lukke 82 butikker, men det vil styrke den fremtidige indtjening. Vi er selvfølgelig glade for, at vi i samme år har indtægter fra salg af ejendommen i Aarhus. Ud over lukninger og nedskrivninger er vi i gang med store it-investeringer,« siger finansdirektør i Coop Danmark Kræn Østergaard Nielsen.

Selskabet opgør ikke i regnskabet tal for udviklingen i de enkelte kæder. Men ledelsen oplyser, at også Kvickly fortsat har underskud på driften, mens Irma og Dagli’Brugsen kører ligeud. Den store kæde Superbrugsen er til gengæld motor i indtjeningen hos Coop.

Coop Danmark A/S (mio. kr.)20182017
Omsætning37.41338.183
Driftsresultat441375
Resultat før skat449369
Årsresultat540303
Egenkapital2.4952.701
BRANCHENYT
Læs også