Startede som hobbyprojekt: Nu tjener de millioner på babytøj
Et par fra Aalborg tjener styrtende på børnetøj. Selv mener virksomheden, at den skiller sig ud på særligt ét område.
Virksomheden Luksusbaby stormer frem, og millioner af kroner er strømmet ind i netbutikken, der sælger tøj til de mindste.
Det seneste regnskab viser et driftsresultat på knap 11 mio. kr., mens der er landet knap 4 mio. kr. på bundlinjen. Det er næsten en fordobling sammenlignet med året før.
Det hele startede ellers blot som et barselsprojekt, da Ann-Louise Christine Aasted, der i dag er adm. direktør, gik hjemme med et sæt tvillinger. Hun blev selv træt af udvalget i kvalitetsbørnetøj på de danske webshops, og hun fandt tilsyneladende et hul i markedet, for siden åbningen for få år siden er virksomheden vokset markant.
»I virkeligheden opstod ideen, fordi Ann-Louise savnede at arbejde med tøj og interessen havde efter tvillingernes ankomst rykket sig mod børnetøj. Derudover havde Ann-Louise en drøm om engang igen at kunne arbejde fuldtid igen med netop tøj, som hun brænder for, og så er mærkevaretøj til tvillinger heller ikke billigt,« siger Morten Grabowski Kjær, der ejer Luksusbaby sammen med Ann-Louise Christine Aasted.
Som årene er gået, er projektet blevet til en solid forretning med 55 ansatte, og Morten Grabowski Kjær er slet ikke i tvivl om, hvorfor kunderne vælger Luksusbaby.
»Vi bruger meget tid på at være tilgængelige, og fra 7-23 kan kunderne komme i kontakt med os. Også i weekenden. Vi skal være der når kunderne har behov for os,« siger han.
Og det er netop en kombination af tilgængelighed og troværdighed, som Morten Grabowski Kjær mener får forretningen til at vokse år for år.
»Vi vil gerne lave en webshop, der kommer så tæt på den fysiske forretning som muligt. Kunden skal kunne mærke, at der er nogle, der har brugt tid på at pakke deres varer til dem, og vi har folk ansat, som stort set kun bruger tid på at skrive personlige hilsner til vores kunder. Det er der jo ikke så mange penge i, men det er det samlede billede, der gør forskellen,« forklarer han.
Luksusbaby har også åbnet en fysisk forretning i Aalborg, der har fået så stor succes, at den må flytte til større lokaler i slutningen af året.
Næste skridt bliver formentlig en forretning i Aarhus, men Morten Grabowski Kjær har ikke travlt. For ham er det vigtigste at holde fokus på kerneforretningen.
»Vi går hellere et skridt tilbage i stedet for bare at åbne flere forretninger. Det er klart webshoppen, der genererer den største omsætning og er drivkraften for de fysiske butikker,« siger han.
Hverken Ann-Louise Christine Aasted eller Morten Grabowski Kjær har nogen særlig baggrund indenfor detail, men sammen er de et godt match for den voksende forretning, mener Morten Grabowski Kjær, der selv er uddannet politimand.
»Jeg er meget hysterisk med, at vi skal have en ordentlig service, mens Ann-Louise Christine Aasteds fornemmelser for indkøb formentlig er åren til vores succes. Hun er god til at se produkter, der kan blive til noget indenfor få år.«
I 2017 åbnede Luksusbaby desuden op for en international webshop, der i dag sælger tøj og sko til flere steder i verden.
Luksusbaby er dog ikke den eneste, der tjener stort på tøj til børn. Finans har tidligere skrevet om virksomheden Molly og My, der på blot ét år har omsat for over 20 mio. kr.
Også den nordjyske virksomhed Rebuybaby har succes med at sælge børnetøj til småbørnsforældre. Dens abonnementløsning har skabt en omsætning på fire millioner indenfor et år.