Erhverv

Matas har pengepungen fremme: Køber kendt dansk makeup-succes

Matas-kæden har købt det danske makeup-firma Kosmolet, der står bag makeup-mærket Nilens Jord.

Foto: Peter Klint

Kropsplejekæden Matas overtager det danske makeup-firma Kosmolet, der står bag det kendte makeup-brand Nilens Jord.

Det oplyser Matas i forbindelse med, at selskabet tirsdag har præsenteret sit årsregnskab.

»Nilens Jord og Matas har haft et tæt og frugtbart samarbejde gennem 27 år. Da det stod klart, at stifterne ønskede et generationsskifte, så vi muligheden for at tage et stort skridt i vores strategiske arbejde og styrke vores portefølje af egne brands med et meget efterspurgt makeup brand. Sammen med holdet i Kosmolet kan vi udvikle Nilens Jord til at få en endnu stærkere position,« siger Gregers Wedell-Wedellsborg, adm. direktør i Matas.

Ifølge Matas prissættes købet til 145 mio. kr. Købets gennemførelse er betinget af en bekræftende due-diligence, som ventes afsluttet i juni 2019.

Nilens Jord blev grundlagt i 1982 af Lars Jacobsson og var det første mærke i Danmark til at producere parfumefri makeup. I de første år var det et rent hobbyprojekt, men senere gik Lars Jacobsson fuldtid og det har sat skub i forretningen.

I det skæve regnskabsår 2017/2018 fik Kosmolet en bruttofortjeneste på 34 mio. kr, hvilket var det højeste nogensinde. Overskuddet efter skat endte på 13,5 mio. kr., hvilket også var rekord. Kosmolet, der har hovedsæde i Farum, har i dag ca 35 medarbejdere.

Nyheden om købet af Kosmolet kommer samtidig med, at Matas har fremlagt sit årsregnskab i det skæve regnskabsår 2018/19.

Omsætningen voksede med 2,2 pct. til 3,5 mia. kr. og driftsresultatet før særlige poster lander på 549 mio., kr., hvilket er en smule under sidste års resultat på 555 mio. kr.

Årets resultat ender med et overskud på 343 mio. kr. efter skat, hvilket er et mindre fald i forhold til seneste regnskabsår, hvor overskuddet lød på 356 mio. kr.

Til gengæld er der ved at komme mere fart på Matas' onlinesalg. Netsalget er vokset med 50 pct. det seneste år, og udgjorde i fjerde kvartal 11 pct. af den samlede omsætning sammenlignet med 4 pct. i samme periode sidste år.

Matas, årsregnskab 2018/19. Nøgeltal fra regnskabet:

Mio. kr.1-4 kvartal 2018/191-4 kvartal 2017/184. kvartal 2018/194. kvartal 2017/18
Nettomsætning3.5413.465828769
Bruttoresultat1.5891.549377342
Ebitda før særlige poster5495559684
Resultat efter skat343356456

 

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også