Dansk modehus gik konkurs - nu er skuden vendt
Den nye ejer af Bruuns Bazaar har på få år vendt udviklingen i tøjmærket. Men det krævede et enkelt millionunderskud.
Det kendte danske tøjmærke Bruuns Bazaar, der i 2016 blev begæret konkurs, er tilbage på sporet. Tre år efter konkursen er der igen overskud i tøjfirmaet, som i dag er ejet af hovedaktionær og direktør Thomas Bæch.
Bruuns Bazaar blev stiftet i 1994 af brødrene Bjørn og Teis Bruun. Men efter flere år med faldende indtjening og en bank, der ikke længere ville lege med, valgte de to brødre i februar 2016 at kaste håndklædet i ringen.
Kort tid efter blev Bruuns Bazaar købt af Hanssen Group, som senere solgte tøjfirmaet videre til Thomas Bæch. Han kan nu fremvise det første overskud i sit tøjfirma.
I 2018 tjente Bruuns Bazaar 121.000 kr. efter skat. Det var en mærkbar forbedring fra året før, da tøjfirmaet tabte 2,8 mio. kr.
»Selskabets ledelse betegner årets resultat som tilfredsstillende,« står der i det nye regnskab fra Bruuns Bazaar.
Bruuns Bazaar oplyser ikke sin omsætning, men firmaet sælger sine tøjkollektioner - både til mænd og kvinder - i en række butikker landet over.
De tidligere ejere af Bruuns Bazaar, brødrene Bjørn og Teis Bruun, har i dag stor succes med at drive tøjmærket Baum Und Pferdgarten, som de blev medejere af i 2009, da selskabet var i krise.
På få år er overskuddet i Baum Und Pferdgarten mangedoblet, således at tøjfirmaet i 2018 tjente knap 29 mio. kr. Bjørn og Teis Bruun er i dag hovedaktionærer, mens selskabets to stiftere, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, også har en ejerandel.


