Erhverv

Hvis det går galt, er det Enock Poulsens egen skyld

Enock Poulsen står over for sit livs vigtigste kamp, når han lørdag går i ringen for at kæmpe om en titel.

Enock Poulsen skal lørdag bokse mod  polske Michal Syrowatka i en kamp om EBU EU-titlen. Arkivfoto: Lars Poulsen

Om det er opera eller rap er Enock Poulsen ligeglad med, men der skal være musik i hans ører, når han venter på at gå i bokseringen.

Det er sådan, han holder forstyrrelser ude, inden han skal i kamp, og lørdag kan det vise sig vigtigere end nogensinde før.

For der er en titel på spil. Ikke en ungdomstitel, som han tidligere har prøvet at vinde, men en ganske kendt titel i form af EBU’s EU-titel. Denne har før tjent som trædesten for andre bokseres vej mod de helt store bælter.

Den høje status på kampen gør, at det er den sidste på programmet ved promotor Mogens Palles stævne i Randers, hvor de andre Aarhus-boksere, Jeppe Morell og Victor Ramon, også er med på kanvassen.

Enock Poulsen mener selv, at hans optakt til kampen har været nærved perfekt, efter en russisk bokser har hjulpet ham som sparringspartner. 12 runder burde ikke være et problem nu, og derfor er der næsten kun Enock Poulsen selv at skyde skylden på, hvis noget går galt – og det er lige sådan, han gerne vil have det.

»Det er mand mod mand. Det er det, jeg godt kan lide. Jeg har også spillet fodbold på højt plan engang, og der er det noget andet, hvor du kan give andre skylden. Her er det sådan, at hvis du kommer uforberedt og i dårlig form, så er der kontant afregning. Man har to arme og to ben, så må den bedste mand vinde,« lyder det fra Enock Poulsen.

Boksning er den hårdeste sport i verden, og hvis jeg ikke får trænet, bliver jeg rastløs. Jeg kan ikke fungere i en normal hverdag. Jeg har brug for træningen.

Enock Poulsen

Marvin og Mayweather

Poulsen har endnu ikke oplevet nederlag i sin professionelle karriere, der har strakt sig over 10 kampe med lørdagens som den 11.

Hvis han skal nå et af sine idoler i boksesporten, Marvin ”Marvelous” Hagler, går der dog lang tid, før han kan få pusten igen. Poulsen ser op til Hagler for hans stil i ringen, som skaffede ham 62 sejre i karrieren og mere end seks år som forsvarende verdensmester i mellemvægt.

Det er dog ikke kun på det rent boksetekniske, at Enock Poulsen har forbilleder inden for sin sport.

»Jeg ser op til Floyd Mayweather for hans måde at køre boksning på som forretning. Det har han været meget klog til og er blevet en af verdens rigeste sportsmænd, og det er noget, jeg synes, mange kunne lære noget af,« fortæller Enock Poulsen, som har en særlig grund til at have fokus på forretningen i at være bokser.

For udover drømmen om at blive verdensmester som både Marvin Hagler og Floyd Mayweather, er Enock Poulsens store mål at bygge en skole i Zambia, hvor han boede de første år af sit liv.

»Boksning er en levevej, der gør, at jeg kan opnå det mål,« siger han og fortsætter:

»Det er nemmere at motivere mig selv til træning nu, fordi jeg har et mål. Det gør det nemmere for mig at skulle ud af sengen og løbe om morgenen, fremfor hvis det bare var for min egen skyld.«

Hårdt og nødvendigt

Der er dog også et andet personligt motiv for Enock Poulsen i boksesporten. Det er, at han ganske enkelt har brug for det i sin hverdag.

Aarhus-boksere i kamp
  • Ved et stævne 15. juni arrangeret af Mogens Palle skal tre Aarhus-boksere i kamp:
  • Enock Poulsen (10-0-0) møder polske Michal Syrowatka i en kamp om EBU EU-titlen.
  • Jeppe Morell (9-2-0) møder finske Dayron Lester i kamp om IBF Baltic-titlen.
  • Victor Ramon får professionel debut mod venezuelanske Hermin Isava.
  • Stævnet bokses i Randers og kan derudover ses live på Ekstra Bladets hjemmeside.

»Boksning er den hårdeste sport i verden, og hvis jeg ikke får trænet, bliver jeg rastløs. Jeg kan ikke fungere i en normal hverdag. Jeg har brug for træningen,« forklarer Enock Poulsen.

Før sin professionelle debut boksede Poulsen sig igennem 87 amatørkampe, og boksebolde og sjippetov har været en del af hans liv, siden han som ung teenager endte med at droppe fodbold.

»Jeg blev tit aggressiv, fordi folk lavede fejl, uden man selv kunne gøre noget ved det. Det gik ud over de andre. Derfor tror jeg, at boksning ligger bedre til mig, for der kan jeg selv tage skylden,« siger Enock Poulsen.

BRANCHENYT
Læs også