Weekend
0

Jeppe Morell har fået det største kompliment i sin karriere – og det kom fra en verdensmester

Jeppe Morell skal for anden gang i karrieren bokse om IBF Baltic-titlen. Hans forberedelse har været optimal og involveret en tidligere verdensmester og træning i Rom.

Jeg har trænet rigtig meget. Og jeg har levet lige efter bogen og ikke lavet nogle ting, som jeg bagefter kan sige, jeg ikke skulle have gjort, siger Aarhus-bokseren Jeppe Morell. Foto: Jacob Jørgensen/Polfoto

Træningscentret var ganske råt: En enkelt boksering, sandsække langs væggene og løse håndvægte rundt om på gulvet.

Men selve træningen var alt andet end sparsommelig, da Jeppe Morell i den forgangne uge opholdt sig i Rom for at sparre forud for sin kommende kamp mod Dayron Lester om IBF Baltic-titlen.

Morells sparringspartner var Giovanni de Carolis, tidligere verdensmester af to omgange i super mellemvægt og en mand, der måske er på vej mod tinderne igen med en titelkamp om kort tid.

»Selve sparringen var rigtig god. Og det gik virkelig op for mig, at jeg havde at gøre med en bokser af internationalt topniveau. Sparringen var rigtig hård,« fortæller Jeppe Morell.

Træningsopgørene mellem den danske letsværvægter og de Carolis var italienerens ide. Det var således fra hans lejr, at Morell blev spurgt, om han ville til Italien og sparre med alt betalt. Årsagen er, at de Carolis havde brug for at træne mod en venstrehåndet bokser inden sin næste kamp.

»Det var et meget professionelt miljø, hvor vi mødtes, tog til sparring og så direkte videre til hans private fysioterapeut og saunaområder og spiste og lavede fysisk træning sammen. Det var en oplevelse at være dernede,« siger Jeppe Morell.

Helt optimalt

Sparringen i Rom var blot den første halvdel af Jeppe Morells afsluttende forberedelse til kampen den 15. juni.

Efter han kom hjem fra Rom til Aarhus ventede således anden etape, som er sparring med ukrainske Max Bursak, der er tidligere europamester.

Lægger man de to sparringsomgange sammen, opnår man det, som Jeppe Morell ikke tøver med at kalde den optimale forberedelse.

»Det kan ikke blive mere optimalt. Jeg har trænet rigtig meget. Og jeg har levet lige efter bogen og ikke lavet nogle ting, som jeg bagefter kan sige, jeg ikke skulle have gjort,« siger Jeppe Morell.

Aarhus-bokseren fokuserer om nogen på kampforberedelse i boksning. Det er her, han finder det rette gear inden en kamp, og det var på grund af knas med en sparingspartner, der aldrig nåede frem, at han i fjor endte med helt at melde fra til en kamp mod den tidligere verdensmester Dimitrii Chudinov.

»Sparringen løfter en til det niveau, man skal bokse på. Hvis jeg vænner mig til at bokse mod en fra et lavere niveau, så får jeg et chok, når jeg går ind i ringen. Sparringen er der, hvor du bruger alt. Både fysikken og det mentale er i spil, fordi det er en lille kampsimulation, hvor du får øvet alt det tekniske. Det handler om at blive gearet til kamp. Det er det allervigtigste i forberedelsen for mig,« siger Jeppe Morell.

Han understreger også, at han ikke har en finger at sætte på oplevelsen denne gang:

»Det giver en stor selvtillid at have været igennem det her forløb. Mange af sparringssessionerne i Rom lignede også meget en kamp, fordi der både var kampleder og sekundering på, og folk der gik og tog billeder og video.«

Det største

I den hårde træning i Italien har Jeppe Morell sparret både 10 og 12 omgange ad gangen med de Carolis. Den sidste afpudsning kommer oven på en allerede eksisterende god grundform, og netop formen udgør en grundsten i Morell og hans træner Thomas Povlsens planer for kampen mod Dayron Lester.

»Målet er ikke at forcere kampen eller at slå ham ud. Målet er at nedbryde ham over 10 omgange og følge den plan, vi har lagt nu,« siger Jeppe Morell, som drog fra Rom med andet end blot god form:

»De Carolis sagde til mig, at med de boksere, der er i min vægtklasse, så kan jeg gå rigtigt langt og vinde over de fleste. Det sagde jeg tak for, men han afviste, at jeg skulle takke. For det var ikke noget, han sagde for at være flink. Det var noget, han mente. Og det tror jeg er det største kompliment, jeg har fået i min karriere, når det kommer fra en mand, der ved, hvad han snakker om.«

BRANCHENYT
Læs også