Erhverv
0

Folkemøde-podcast: Danske Bank scorede 10 på skandaleskalaen

Årets tre største erhvervshistorier blev vendt, da Finans’ podcast "Bundlinjen" fredag eftermiddag blev optaget live på Folkemødet på Bornholm.

Fra venstre mod højre ses Maria Kehlet, André Rogaczewski, topchef i Netcompany, og Mads Christian Esbensen, politisk kommentator på Finans og stifter af Policy Group, og Søren Linding. Foto: Kristoffer Brahm.

ALLINGE -

Har hvidvaskskandalerne i Danske Bank åbnet en tillidskløft mellem erhvervslivet på den ene side og befolkningen, politikere og myndigheder på den anden side? og har den vokset sig større i takt med, at erhvervslivet har trukket flere negative overskrifter det seneste år?

Hent alle afsnit af Bundlinjen direkte i iTunes.

Det blev debatteret, da Finans havde flyttet den ugentlige podcast ”Bundlinjen” fra studiet på Rådhuspladsen i København til Folkemødet på Bornholm.

Sammen med Finans' virksomhedsredaktør Søren Linding skulle André Rogaczewski, topchef i Netcompany, og Mads Christian Esbensen, politisk kommentator på Finans og stifter af Policy Group, vende årets tre største erhvervshistorier: Finansskandalerne, topchefernes fravær i folketingsdebatten og Netcompanys første år på børsen.

Mads Christian Esbensen lagde fra land med at sige, at Danske Bank har givet hele banksektoren et »gigantisk legitimitetsproblem«.

»Danske Bank er den bank, der er blevet fanget med hænderne i kagedåsen. Men det er et bredere problem, fordi de systemer, der er til at overvåge den slags ting, ikke har været på plads,« sagde Mads Christian Esbensen.

Sidste år havde Finans' virksomhedssredaktør Søren Linding givet hvidvaskskandalen karakteren otte på skandaleskalalaen, men nu er tallet steget til 10.

»Det er én af verdens største hvidvaskskandaler. Pludselig virkede det til, at erhvervslivet væltede sig i skandaler. Det gik lidt fra, at det (Danske Bank-skandalen, red.) var en skandale, som resulterede i en enormt stor tillidskrise mellem politikere, myndigheder og finanssektoren til, at der kom andre sager såsom Falck-sagen og meget, meget eksorbitante bonusordninger til topledelsen i Nets til, at det blev et bredere problem. Jeg tror, at tillidskløften er blevet dybere og større end ved sidste Folkemøde,« sagde Søren Linding.

Opfattelsen af, at tillidskløften er blevet større kunne André Rogaczewski dog langt fra genkende.

»Der har været mange ubehagelige sager, som vi gerne havde været foruden. Men man skal passe på med at sige, at der er en generel tillidskrise mellem erhvervslivet og resten af samfundet. Det mener jeg ikke, at vi har. Der er stadig generelt et tillidsfuldt forhold. Vi har så det problem, at erhvervslivet ikke er særligt gode til at fortælle om, hvilken rolle det har i samfundet,« sagde André Rogaczewski.

Netcompany-chefen havde også en klar holdning til podcastens andet tema. Erhvervslivets fravær under valgkampen.

Som emne var det fraværende, og der var også langt mellem udmeldingerne fra topcheferne i offentligheden. André Rogaczewski var én af de få danske topchefer, der blandede sig i debatten. Det skete med en kommentar i Berlingske, der bar overskriften "Valgets taber er fundet: Erhvervslivet."

Hvorfor blev erhvervslivet så stor en taber i valgkampen? spurgte Finans' nyhedsredaktør Maria Kehlet, der vikarierede for Magnus Barsøe i værtsrollen.

»Jeg tror, at man rent historisk har været vant til, at politikerne varetager mange af erhvervslivets interesser, og at der er en vis fornuftigt, som hersker. Erhvervslivet har ikke tænkt, at det skulle ud til borgerne. Men jeg mener, det er vigtigt, at erhvervslivet kommer ud og påvirker borgerne. Når borgerne først bliver påvirket, er der en sandsynlighed for, at politikerne hører efter. Jeg tror, at man skal slå den sløjfe, og gøre erhvervslivet vedkommende for folk. Det gør man ikke ved at sige, at vi skal have bedre rammevilkår eller skabe vækst,« sagde André Rogaczewski.

Hvad skal man så gøre? spurgte Maria Kehlet.

»Jeg har siddet ved mange private middage, hvor folk har sagt: "Hvorfor skal vi egentlig have vækst? Har vi det ikke meget godt?" Men har folk ikke en nevø eller datter? Hvis de skal i praktik, er det nok en rigtig god idé, at det går godt for nogle af de virksomheder, så de tjener nogle penge. For ellers kommer der ikke nogen praktikpladser. Det er nødt til at komme ned i øjenhøjde,« sagde André Rogaczewski.

Det sidste emne, der blev debatteret var Netcompanys første år på børsen. Netcompany har haft succes, men der har været tørke på børsen ellers.

»Det er som om, at vi danskere er lidt forskrækkede over at eje, købe og sælge aktier. Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere danskere, som investerede i virksomheder og fulgte dem. Det ville skabe en forbindelse med erhvervslivet,« sagde André Rogaczewski.

Hør hele podcasten her

BRANCHENYT
Læs også