Erhverv

Sejren betyder alt: Jeppe Morell går all-in

Som nybagt IBF Baltic-titelindehaver vil Jeppe Morell nu lægge sit liv om til total fokus på boksningen.

Jeppe Morell (t.h.) vil nu satse alt på boksning nu. Før trænede han samtidig med at han havde et arbejde, men det bliver nu sagt op. Arkivfoto: Jacob Jørgensen Jeppe Thorbjørn Morell vs Ruben Eduardo Acosta.

Det er ingen tilsnigelse at sige, det holdt hårdt, da Jeppe Morell i forrige weekend vandt over Dayron Lester i kampen om IBF’s Baltic-titel.

Begge boksere var i gulvet undervejs, inden Morell på en split-decision blev erklæret vinder, efter de mørbankede modstandere havde rejst sig og gjort alle 10 omgange ved stævnet i Randers færdige.

Sejren er uden tvivl den største i Morells karriere – en karriere, der blev midlertidigt afsporet for et år siden, da han i sin første kamp om Baltic-titlen måtte udgå efter fire runder mod Sven Fornling grundet en øjenskade.

Men nu, hvor Morell har indhentet det tabte, er det snarere en smag efter mere, end det er smagen af blod, han har i sin mund.

»Det betyder ganske simpelt, at jeg går all-in på boksning nu. Før trænede jeg også alt, jeg kunne, men jeg havde også en fod i en anden lejr med et arbejde, jeg brugte rigtigt meget tid på. Det siger jeg op nu,« lyder det fra Morell.

Alt på spil

Med mere end ni måneder uden en kamp som optakt til Lester-sejren lægger Morells træner Thomas Povlsen ikke skjul på, at kampen har en enorm betydning for fremtiden.

»Det var altafgørende. Hele hans karriere var på spil i de sidste minutter af den kamp, så det var en sindssyg forløsning, at han vinder til sidst. Undervejs fik vi også nogle sider frem i ham, som vi aldrig har set før,« lyder det fra Thomas Povlsen, der nærer store håb nu:

»Med Jeppe er det også meget op til ham selv. Indtil nu havde han ellers valgt at arbejde fuld tid ved siden af, og det har sat begrænsninger. Men han har en sindssyg fysik og vilje, som han kan køre andre boksere over med. Men jeg tror, det er vigtigt at se på lidt smartere matchninger nu.«

Patrick Nielsen spøger

Thomas Povlsen selv vejrer først et enkelt konkret navn, som måske kan komme på tale til næste kamp: Patrick Nielsen.

Nielsen har haft en lang pause fra boksning, der senest blev forlænget med et klart nederlag i en MMA-kamp. En kamp mellem Nielsen og Morell har dog tidligere været på tale, og med et bælte og en højere ranglisteplacering, kan Morell være blevet en tillokkende mulighed for detroniserede Nielsen.

Jeppe Morell selv bringer også et andet konkret og velkendt navn fra sin fortid i spil: Sven Fornling. Siden de tos titelkamp er Fornling strøget til tops som verdensmester hos IBO, og Morell har altid været på jagt efter en ægte revanche.

»Han har selv sagt, han gerne vil give mig en rematch, men at jeg skulle være bedre rangeret inden. Det er jeg så nu. Det kræver stadig, at han vil lave et frivilligt titelforsvar mod mig. Men min drømmekamp, det er mod ham,« siger Jeppe Morell.

BRANCHENYT
Læs også