Erhverv

1,1 mio. lønmodtagere stempler ud i uge 29 og 30

Vi taler fortsat om industriferien, som om at hele Danmark bliver lagt på is i juli. Men rent faktisk er det kun 4 ud af 10 lønmodtagere, der holder ferie i den sidste halvdel af juli.

Nedtællingen til årets sommerferie er i fuld gang rundt om på mange virksomheder. Ferietiden betyder dog ikke, at produktionsdanmark går helt i stå. Foto: Niels Hougaard

Der er rift om ferieugerne i juli, når virksomheder skal have den store feriekabale til at gå op.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at godt 1,1 mio. lønmodtagere holdt ferie i uge 29 og 30 sidste år.

Ferieloven
  • Ferieloven blev indført af den daværende Rigsdagen i 1938.
  • Loven gav arbejdere ret til 2 ugers ferie.
  • Før 1938 havde arbejdere intet lovmæssigt krav på at holde ferie.
  • Til gengæld indeholdt kollektive overenskomster ret til ferie med løn.
  • Det var dog langt fra alle, der var omfattet af disse.
  • I 1915 var der 279 kollekive overenskomster med ret til ferie med løn.
  • De omfattede dog kun 1/6 af samtlige overenskomstdækkede ansatte.
Kilde: Arbejdermuseet og Dansk Industri (DI).

Men det betyder ikke, at dansk erhvervsliv lukker fuldstændig ned i juli, lyder det fra Peer Leth, topchef i Troldtekt, der hører hjemme syd for Herning.

»Den gamle industriferie er død. Vi arbejder på 20 forskellige eksportmarkeder, og vi kan ikke bare lukke produktionen ned i hele juli,« siger han til nyhedsbrevet DI Business.

Meldingen underbygges af, at selv om godt 1,1 mio. lønmodtagere har ferie i de to sidste uger af juli, så svarer det kun til, at 4 ud af 10 danskere stempler ud fra jobbet samtidig.

Der er da heller ikke industriferie hos Dan-Foam i Aarup på Fyn.

»Vi producerer normalt, døgnet rundt hele ugen undtagen lørdag, hvor vi vedligeholder,« siger HR-manager Susanne Elbæk Knudsen til DI Business.

Den gamle industriferie er død.

Peer Leth, topchef i Troldtekt

Også Carlsberg holder butikken åbent hele juli, lyder meldingen.

At der fortsat er gang i produktionen i juli i mange virksomheder, er dog langt fra en nyskabelse.

Et kig på tidligere opgørelser viser, at i 2005 var det kun 43 pct. af lønmodtagerne, der holdt ferie i sidste halvdel af juli, så udviklingen har nærmest trådt vande siden da.

Selv om mange produktionsvirksomheder går efter at holde fuld damp på produktionen året rundt, er især mange vedligeholdelsestunge virksomheder – industriferie eller ej – nødt til at lukke ned for hele produktionen i en periode.

Det er f.eks. tilfældet hos støbejernsproducenten Vald. Birn i Holstebro, som derfor bruger tre uger i juli på at se alle maskiner efter i sømmene.

Det betyder så, at de 500 ansatte i produktionen kan få tre ugers ferie, hvorved kabalen går op alligevel.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også