Danske ejere af dieselbiler kan komme i klemme i nye forbudszoner syd for grænsen
Ejere af dieselbiler skal se sig godt for, hvis sommeren byder på bilferie i Tyskland. En tysk miljøorganisation har tvunget flere byer til at indføre forbudszoner for ældre dieselbiler.
Står sommerferien på kør selv-ferie i en dieselbil til Berlin, er det vigtigt at få styr på nye tyske miljøregler, der træder i den tyske hovedstad den 1. juli.
Fra den dato er det kun dieselbiler, som opfylder den såkaldte Euro 6-norm, der må køre frit i Berlin. Alle andre dieselbiler vil være pålagt begrænsninger for, hvor der må køres.
Euro 6-normen omfatter reelt dieselbiler produceret efter 2014.
Kørselsforbuddet i Berlin, som ramme ældre dieselbiler, er en udløber af en lang række retssager, som den tyske miljøorganisation Deutsche Umwelthilfe (DUH) har anlagt mod flere tyske byer, fordi byerne har problemer med at overholde EU’s grænseværdier for NOx-udledning.
Retssagerne har foreløbig ført til, at ni tyske byer enten har eller er på vej med et kørselsforbud for ældre dieselbiler i visse dele af byerne. Forbuddet har også ramt en del af den tyske autobahn.
Hamborg var første by til at indføre forbudszoner for ældre dieselbiler. Her trådte et delvist forbud for kørsel med dieselbiler med en godkendelse lavere end Euro 6-normen i kraft allerede i maj sidste år.
Siden har forbudsfeberen bl.a. ramt Frankfurt am Main, Stuttgart og Köln-Bonn.
Næste uge følger så en stribe nye forbud, der vil ramme dieselbiler i Berlin, Essen og Gelsenkirchen, ligesom autobahn A40 mellem Essen og Gelsenkirchen bliver ramt.
Men forbuddene rammer vidt forskelligt i de enkelte byer både geografisk og i forhold til hvilke dieselbiler, der bliver ramt af restriktioner.
I nogle byer skal dieselbiler være Eurozone 6-godkendt for at klare frisag. I andre er det nok med en Eurozone 5-godkendelse.
»Går turen til Tyskland, bør man derfor undersøge, hvilke byer man må køre ind i,« lød rådet fra Torben Kudsk, afdelingschef i FDM, allerede i november.
Stramningerne stopper dog langt fra her.
Ud over de nævnte byer har DUH en stribe retssager på vej, som kan betyde, at ældre dieselbiler i yderligere fem byer – heriblandt München og Düsseldorf - bliver ramt.
Ligesom kørselsforbuddene rammer forskelligt fra by til by, gælder det samme også for bøderne, hvis man trodser forbuddene.

