Erhverv
0

Maj Invest er ude af milliard-søgsmål mod Novo Nordisk

Investeringsforeningen Maj Invest ønsker ikke længere at være med til at lægge sag an mod Novo Nordisk. Det var en fejl fra starten af, lyder forklaringen.

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Et internationalt søgsmål mod Novo Nordisk med krav om 11,8 mia. kr. bliver nu uden investeringsforeningen Maj Invest.

Det skriver Børsen.

Sagen, hvor Novo Nordisk er anklaget for at have misinformeret markedet, har samlet institutionelle investorer i mange lande, men altså ikke længere danske Maj Invest.

Det var faktisk slet ikke meningen fra starten af, at Maj Invest skulle være med til at sagsøge Novo Nordisk, men det skete på grund af en intern kommunikationsfejl, oplyser advokat Thomas Ryhl.

Investeringsforeningen Maj Invest har et søsterfirma, Fondsmæglerselskabet Maj Invest, hvor Jeppe Christiansen er adm. direktør. Men han er også næstformand i Novo Nordisk-bestyrelsen og medlem af Novo Holdings’ bestyrelse.

Han har af samme grund intet at gøre med beslutninger, der vedrører Novo Nordisk, hos Maj Invest, oplyser selskabet.

Det var et brev til SEB Invest, som forvalter Investeringsforeningen Maj Invests formue, der endte med at få Maj Invest ind i søgsmålet mod Novo Nordisk. Brevet blev misforstået, og Maj Invest blev taget med som sagsøger med et krav om 15,6 mio. kr., ifølge Børsen.

Novo Nordisk erklærede sig over for Finans fredag uenig i de påstande, som en gruppe investorer har fremsat i en stævning mod den danske medicinalgigant, og virksomheden meddelte, at man vil forsvare sig imod dem.

BRANCHENYT
Læs også