Serier

Partier kræver ministre i samråd i sag om manglende momsmillioner

Årevis af manglende indgriben over for jihadister bag formodet momssvindel for store millionbeløb får hård kritik på Christiansborg.

Grand Theft Europe – momsmillionerne, der forsvandt
Preben Bang Henriksen (V)

Sagen om de danske myndigheders træge reaktion mod formodet momssvindel med forbindelse til jihadister får nu flere partier til at kræve et samråd om sagen med justitsminister Nick Hækkerup og skatteminister Morten Bødskov.

Det sker efter, at Finans og dagbladet Information torsdag afdækkede, at de danske myndigheder tre år i træk fik en række advarsler om formodet momssvindel for et stort millionbeløb i selskaber knyttet til to jihadister.

»Meget kunne desværre tyde på, at Danmark er ved at blive et eldorado for økonomisk kriminalitet,« siger Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem for Venstre og formand for Folketingets Retsudvalg.

Grand Theft Europe
  • Finans samarbejder i #Grandthefteurope med 35 europæiske medier fra samtlige lande i EU, koordineret af den tyske nonprofitresearch-organisation Correctiv.
  • Sammen kulegraver netværket af undersøgende journalister sindrigt organiserede momskarruseller, der udgør det største igangværende skattesvindelkompleks i EU.
  • Læs mere her: www.grand-theft-europe.com.
  • Både Venstre og Enhedslisten ønsker et samråd med justitsminister Nick Hækkerup om sagen, mens Dansk Folkeparti mener, at sagen kalder på svar fra både justitsministeren og skatteminister Morten Bødskov.

    »Det er dybt bekymrende, at myndighederne ikke har reageret på informationer om omfattende momssvindel, endda begået af mennesker med forbindelse til de islamistiske miljøer og islamisk stat. Det bør have konsekvenser,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

    Skattevæsen, politi og Politiets Efterretningstjeneste, PET, fik i løbet af årene advarsler i form af bl.a. interne og eksterne underretninger og flere henvendelser fra spansk og svensk politi. Dertil kom en række konkursredegørelser, hvor der blev advaret om formodet storstilet økonomisk kriminalitet i form af momssvindel.

    Alligevel blev der ikke grebet ind, før pengene var væk.

    »Det synes for mig som endnu et eksempel i den lange række af sager, hvor myndighederne ikke taler sammen,« siger Venstres Preben Bang Henriksen og nævner sagerne om Danbunkering og Britta Nielsens formodede svindel i Socialstyrelsen.

    En kortlægning har tidligere afdækket, hvordan jihadisterne var en del af et netværk med i alt 14 forretningsmænd med forbindelse til selskaber, der samlet har oparbejdet en gæld til staten på 800 mio. kr. i ubetalt moms og skat.

    Pengene er i dag stort set forsvundet, og flere eksperter mistænker, at dele af pengene kan være gået til terrorfinansiering.

    SØIKs problemer har desværre rod så mange år tilbage, at ingen regering kan sige sig ansvarsfri

    Preben Bang Henriksen (V), formand for Folketingets Retsudvalg

    Venstres Preben Bang Henriksen kalder det »dybt utilfredsstillende«, når konkursadvokaters politianmeldelser ikke efterforskes. Han siger samtidig, at udlandet må måbe over de danske myndigheders manglende effektivitet i forhold til økonomisk kriminalitet.

    »Jeg forstår godt, hvis de udenlandske myndigheder undrer sig over, hvad der egentlig sker efter deres velbegrundede henvendelser,« siger Preben Bang Henriksen.

    Nu kræver Venstremanden, at justitsministeren fremlægger »en klar og tydelig præcisering af, hvem der skal handle, og hvordan der skal handles, når der kommer anmeldelser fra eksempel udenlandske myndigheder, banker eller SKAT«.

    »I dag har man nærmest indtrykket af, at der prioriteres efter Axel Strøbye i Olsen-Banden: »Tag den sag med cykellygten og lad endelig Høje Nord-sagen ligge,« siger Preben Bang Henriksen.

    Også Enhedslistens skatteordfører Rune Lund ønsker en række spørgsmål besvaret på et samråd. Han undrer sig særligt over, at Skat allerede i september og oktober 2013 undersøger to selskaber, der er tæt knyttet til de to jihadister, men at der alligevel går længe, før der sker noget.

    »Vi skal have afklaret, om dette er et spørgsmål om meget stor grad af inkompetence, eller om det er et spørgsmål om, at man bevidst lader statskassen blive svindlet for millioner, selvom man ved, at de med overvejende sandsynlighed kan ende med at finansiere terror, fordi man er i gang med et efterretningsarbejde,« siger han.

    Set i bagklogskabens klare lys var der bestemt forhold i denne sag, der burde være håndteret anderledes – uanset hvem der var justitsminister.

    Preben Bang Henriksen (V), formand for Folketingets Retsudvalg

    En mindre del af sagen om formodet momssvindel koblet til militante islamister er tidligere blevet afdækket af DR og Jyllands-Posten. Dengang i 2017 afviste daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i et samråd al kritik af, at myndighederne har handlet for langsomt.

    Venstres Preben Bang Henriksen husker i dag hverken samrådet eller de specifikke oplysninger, der blev givet på det.

    »Men set i bagklogskabens klare lys var der bestemt forhold i denne sag, der burde være håndteret anderledes – uanset hvem der var justitsminister. SØIKs problemer har desværre rod så mange år tilbage, at ingen regering kan sige sig ansvarsfri,« siger han og understreger, at forløbet blot forstærker hans krav om at få en tilbundsgående gennemgang af bagmandspolitiet.

    Forelagt de nye oplysninger i sagen udtalte Søren Pape Poulsen, formand i Det Konservative Folkeparti, sig torsdag således:

    »Jeg har givet de svar, jeg kunne, ud fra den viden jeg havde. Hvad der ligger forud for min egen ministertid, må man spørge andre om. Det er dog uden tvivl en både bekymrende og alvorlig sag, som jeg forventer, at myndighederne vil komme til bunds i.«

    SF’s Lisbeth Bech Poulsen kalder det en sag »helt oppe i den øverste ende af skalaen.«

    Den nuværende justitsminister, Nick Hækkerup, henviser til, at han i et tidligere svar allerede har bebudet ændringer i den måde, som myndighederne i fremtiden skal håndtere sager om økonomisk kriminalitet.

    »Regeringen kommer derfor til at se på, hvordan indsatsen kan styrkes på tværs af vores myndigheder,« gentager han i en mail

    10 idéer, der kan ændre Danmark
    Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
    Læs serien her
    BRANCHENYT
    Læs også