Erhverv

Filmfolks egen by bliver en realitet

Peter Aalbæk og Lars von Trier har fundet en investor, der skal være med til at opføre 47 boliger i en selvforsynende økolandsby.

Lars von Trier og Peter Aalbæk har nu styr på finansieringen af deres økolandsby. Foto: Mogens Flindt

Danmark får en ny selvforsynende økolandsby.

De to filmskabere Peter Aalbæk og Lars von Trier har således fundet en investor og er kommet i mål med finansieringen af deres storstilede boligprojekt ved Filmbyen i Avedøre, hvor Zentropa har huseret i 20 år.

Økolandsbyen skal bestå af 47 boliger på mellem 100 og 150 kvadratmeter, fire kæmpe drivhuse, og der skal produceres økologiske fødevarer af organisk affald fra området.

Opdræt af planter, fisk, kaniner og duer skal levere en stor del af fødevareforsyningen i økolandsbyen, og alle boligernes facader skal enten høste energi fra solen eller bruges til at dyrke fødevarer.

Gennem det fælles ejendomsselskab Himmerige ApS fik Aalbæk og von Trier i december godkendt en lokalplan i Hvidovre Kommune. Siden søgte de investorer gennem avisannoncer, og den del af projektet er altså nu lykkedes.

Navnet på investoren kan dog endnu ikke afsløres.

»Alt er endt lykkeligt, og vi har en partner,« siger Peter Aalbæk, der tidligere har kaldt projektet for det største, han nogensinde er gået med i.

Hvornår bliver første spadestik taget?

»Det er investoren, der har forstand på den del af det. Men det bliver ikke i år. Så meget ved jeg. Men det er en god kombination af en masse jysk knowhow, grunker og en visionær developer, så jeg er lykkelig.«

Er det stadig 47 boliger?

»Nemlig. Alt ser ud, som det har gjort, og som det skal i forhold til lokalplanen.«

Hvornår kom partneren på plads?

»I sommerferien.«

Det var ikke noget problem at finde partneren?

»Det vil jeg ikke sige. Vi satte en annonce i Børsen, så det var rimeligt simpelt. Vi klarede det uden mellemmænd, og det er dejligt, da de tager en solid del af kagen.«

Hvor meget kommer projektet til at løbe op i?

»Ork. Det er vel forholdsvist dyrt at bygge 47 boliger. Men jeg har ikke forstand på det,« siger Peter Aalbæk.

Hverken han eller Lars von Trier har planer om selv at flytte ind i økolandsbyen, selvom de begge har investeret i at få byen op at stå.

Det vides endnu ikke, hvad prisen på boligerne i den nye by bliver.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også