Erhverv

Stjernekok køber sig til magten over Noma

René Redzepi har købt amerikansk finansmand ud af Noma og er nu for første gang hovedaktionær i den verdenskendte restaurant.

René Redzepi har nu overtaget kontrollen over Noma. Arkivfoto: Jens Dresling. Arkivfoto: Jens Dresling

Stjernekokken René Redzepi er nu for første gang hovedaktionær i det, han selv betegner som sit livsværk. Den verdenskendte restaurant Noma i København.

Redzepi har således købt den amerikanske finansmand Marc Blazer ud af Noma. Han købte sig ind i ejerkredsen 2013 og fik en andel på 45 pct. af restauranten.

Men nu er Blazer altså ude af ejerkredsen, og Redzepi er gået fra en ejerandel på 30 pct. til nu omkring 75 pct.

Det fremgår af cvr-registeret og bliver bekræftet af en meddelelse på Nomas hjemmeside.

»Dette bliver første gang, at jeg er majoritetsejer af dette projekt, som er blevet mit livsværk, og i dag involverer hele min familie og mange, som jeg nu betragter som familie,« skriver René Redzepi, der var med til at stifte Noma for 17 år siden sammen med Claus Meyer og Mads Refslund.

Finans har spurgt på et uddybende interview med René Redzepi, der er Nomas direktør og køkkenchef. Men han er i øjeblikket ikke tilgængelig, oplyser Noma.

Samtidig med Marc Blazers udtræden af ejerkredsen, er han også stoppet som bestyrelsesformand i Noma. Den post overtages nu af driftsdirektør Peter Kreiner.

»Over de seneste seks år har min investeringspartner og ven Marc Blazer spillet en nøglerolle i vores rejse fra en lokation ved kajen på Christianshavn til en forretning med interesser i flere restauranter i København og sågar Tokyo,« skriver René Redzepi.

Claus Meyer og designmillionæren Kristian Byrge ejer begge mellem 10 og 14,99 pct. af Noma, der i 2018 havde et overskud efter skat på omkring 700.000 kr.

Noma flyttede i 2018 til en ny lokation på Refshaleøen. Restauranten er tre gange kåret som verdens bedste og har i øjeblikket to Michelin-stjerner.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også