Dansk børnelæge bliver topchef for milliardkoncern i Schweiz
Flemming Ørnskov stod i spidsen for en medicinalfusion til 400 mia. kr. Nu skal han være førstemand i en global hudplejekoncern, som EQT har overtaget sammen med andre investorer.
Danske Flemming Ørnskov skal lede en milliardkoncern, som med hovedsæde i Schweiz er globalt førende inden for produkter til hudpleje og -sygdomme. Selskabet er overtaget af et konsortium med kapitalfonden EQT, som også ejer bl.a. Flying Tiger Copenhagen, i front.
Flemming Ørnskov, som er uddannet børnelæge, var fra 2013 og indtil tidligere i år chef for det irske medicinalselskab Shire - og gennemførte en lang række opkøb.
Shire blev tidligt i 2019 solgt i en handel til 400 mia. kr. med japanske Takeda som overtager. Den danske topchef fratrådte kort derefter og er nu klar til opgaven i Schweiz.
EQT og et arabisk investeringselskab i Abu Dhabi gav i maj 2019 sammen med andre investorer et tilbud om at overtage Nestlé Skin Health. I forhandlingerne tilbød køberne at overtage selskabet fra Nestlé-koncernen for en pris på 10,2 mia. schweizer franc - svarende til ca. 67 mia. kr. Handlen er nu gennemført, og derfor sættes en ny ledelse ind.
Hudplejeselskabet med hovedsæde i Schweiz blev skabt i 1981 under navnet Galderma og har været helejet af Nestlé siden 2014. Selskabet sælger forskellige former for produkter inden for hudpleje - både til medicinsk brug og direkte til forbrugere. Selskabets omsætning var i fjor på ca. 18 mia. kr, og det har 5.000 ansatte globalt.
Gigant-handel: Kapitalfond gik konkurs med Fætter BR - vil nu købe hudpleje for 67 mia. kr.
Den tidligere chef i Galderma, Stuart Raetzman, har stået i spidsen for at få selskabet solgt ud af Nestlé-koncernen og træder nu ind i bestyrelsen for hudplejevirksomheden. I forbindelse med handlen skifter selskabet navn tilbage til Galderma.
Udover medicinalkoncernen Shire har Flemming Ørnskov i karrieren bl.a. haft chefposter i Bayer-koncernen, Lifecycle Pharma A/S samt Novartis.
»Ledelsen og holdet i Nestlé Skin Health har gjort et stærkt arbejde ved at skabe en virksomhed med høj vækst og en ledende position i markedet,« udtaler Flemming Ørnskov i en pressemeddelelse om det nye job.
Flemming Ørnskov fastslår samtidig, at han ser gode muligheder for fortsat vækst med selskabet på egne ben uden for Nestlé.
Med sig I ledelsen for Galderma får han som finansdirektør tyske Thomas Dittrich, der også havde denne post i medicinalkoncernen Shire.
Kapitalfonden EQT, som står bag Galderma-overtagelsen, er desuden hovedaktionær i bl.a. de danske selskaber Flying Tiger Copenhagen, HusCompagniet og Fertin Pharma. EQT var tidligere hovedaktionær i det danske legetøjselskab Top-Toy som efter stor opmærksomhed gik konkurs ved indgangen til 2019.