Erhverv

Tæt på personligt konkurs efter svindelsag: Superliga-profil bag nyt ejendomsfirma

Fodboldspilleren Kevin Conboy har oplyst, at han er tæt på at gå personligt konkurs. Nu har han stiftet et nyt firma.

Kevin Conboy, der her ses i forgrunden, er nu direktør og ejer af et nyt ejendomsselskab. Foto: Lars Poulsen

Superliga-profilen Kevin Conboy har oprettet et nyt firma i den branche, der ifølge Conboy selv har kostet ham formuen og fået ham stævnet for et millionbeløb.

Kevin Conboy står således opført som stifter, direktør og ejer af et nyt ejendomsselskab ved navn Ballantubber ApS. Det nystiftede selskabs formål er »køb og salg samt udlejning af fast ejendom«, og startkapitalen er 40.000 kr.

Selskabet er stiftet den 22. oktober. Altså flere uger efter Kevin Conboy stod frem i medierne og fortalte, at han havde tabt et større millionbeløb, var tæt på personligt konkurs og havde måttet aflyse sit bryllup grundet pengemangel.

Årsagen er en spektakulær sag, hvor Conboy har beskyldt sin eks-svoger Dion Brockdorf for at bedrage og svindle med fodboldspillerens penge i en række ejendomsselskaber. Conboy blev tilmed indsat som direktør uden at vide det.

Noget som eks-svogeren Dion Brockdorff selv har erkendt.

Nu er Kevin Conboy igen direktør og ejer af et selskab. Denne gang kommer initiativet fra ham selv og altså ikke eks-svogeren. Det fortæller Kevin Conboy.

»Jeg er bestemt ikke på vej ud i et nyt erhvervseventyr. Jeg forsøger at samle nogle stumper, så jeg måske kan undgå en personlig konkurs. Det er umuligt at sige, om det lykkes. Selskabet er således kun oprettet af nød og bestemt ikke af lyst,« siger han og fortæller, at han ikke har yderligere kommentarer.

Fodboldspillerens advokat har hjulpet med at oprette det nye firma, som er kommet til verden for lånte midler.

»Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke kommentere, hvad selskabet skal anvendes til, men vil gentage at selskabet udelukkende er oprettet som en konsekvens af den for min klient truende personlige konkurs,« skriver advokat Jakob Brix Kvols fra Clemens Law.

Fire selskaber, der lige nu er under konkursbehandling ved skifteretten i Odense, havde alle Kevin Conboy som direktør og ejer på konkurstidspunktet.

Samlet er der anmeldt krav på knap 19 mio. kr. i de fire konkursramte selskaber, viser redegørelser.

I et af selskaberne, DKadministration, er Fyns Politi blevet inddraget, fordi det mistænkes, at der har været misbrug af kunders midler fra konti, som selskabet havde adgang til.

Kevin Conboy har bedyret sin uskyld og taget skarpt afstand fra de ting, der er sket. I stedet har han politianmeldt sin eks-svoger, der har anerkendt, at han har misbrugt fodboldspillerens tillid og har været ansvarlig for hans tab. Dion Brockdorff har fået fem års konkurskarantæne for sin ageren i andre selskaber.

Conboy er blevet stævnet for et beløb på knap 2,5 mio. kr. ved Retten i Roskilde og er også selv blevet politianmeldt.

Kevin Conboy er 32 år, spiller i øjeblikket i Superliga-klubben Randers FC og har tidligere været udlandsprofessionel i seks år i hollandsk fodbold. Han har spillet én landskamp.

BRANCHENYT
Læs også