Erhverv

Tidligere ATP-chef tvunget til at skifte navn på nyt firma

En række kendte erhvervsfolks nye firma har måttet skifte navn, fordi det oprindelige navn overtrådte et varemærke. Men sagen er ikke lukket endnu.

Bjarne Graven Larsen har haft en række topposter i den finansielle sektor. Senest som investeringsdirektør i én af verdens største pensionsfonde. Foto: Carsten Bundgaard

Allerede inden Bjarne Graven Larsens nye satsning gik i luften, havde han en trussel hængende over hovedet.

For den tidligere ATP-direktør har måttet ændre navnet på sit nye firma fra Qblue Capital til Qblue Balanced.

Årsagen er, at det fremadstormende ejendomsselskab Blue Capital fra Aarhus har truet med en retssag, hvis ikke navnet blev ændret.

Blue Capital har sit navn registreret som et varemærke og mente i øvrigt, at de to selskabers navne mindede lige lovlig meget om hinanden.

Derfor valgte Bjarne Graven Larsen at ændre navnet på sin nystiftede virksomhed.

»Jeg kendte ikke Blue Capital, da vi lavede selskabet. Så derfor er det helt fair, at vi skulle ændre navnet, når vi krænkede et andet selskabs rettigheder,« siger den tidligere ATP-direktør.

Sagen stopper dog ikke der.

For i cvr-registeret har Qblue Balanced stadig Qblue Capital stående som et binavn. Det binavn vil Martin Kibsgaard Jensen, direktør i og hovedaktionær af Blue Capital, dog have fjernet.

»Jeg skal være sikker på, at Qblue Capital ad omveje ikke bliver brugt ude i den store verden. Hvis vores varemærke bliver overtrådt, bøjer vi ikke af. Jeg synes også, at når man er i gang med at rydde op, vil det være passende at gøre det helt færdigt,« siger ejendomsdirektøren.

Martin Kibsgaard Jensen har instrueret sin advokat i at tage sagen videre til domstolene, hvis Blue Capitals varemærke bliver brudt.

Bjarne Graven Larsen forsikrer dog, at dette ikke vil ske.

»Vi har ikke tænkt os at bruge Qblue Capital i vores markedsføring eller udadtil på nogen måde,« siger han.

Med sig i Qblue Balanced har Bjarne Graven Larsen en række tidligere topfolk fra ATP. Dertil er netop kommet nye medejere som den tidligere Danske Bank-formand Ole Andersen og Casper Kirk Johansen fra den udkøbte del af Lego-familien.

Casper Kirk Johansen har fået en plads i Qblue Balanceds bestyrelse. Det samme har den forhenværende Danske Bank-direktør Jens Peter Neergaard.

Bjarne Graven Larsen vil sælge Qblue Balanceds fond til investorer i både ind- og udland. Målet er på et tidspunkt at nå 6 mia. euro, svarende til omkring 45 mia. kr., under forvaltning.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også