Erhverv

Finansielt stortalent smider millioner i succesfuld dansk app

Det tyske finanstalent Nicolas Wittenborn har smidt et tocifret millionbeløb i den dansk-udviklede app Reflectly.

Reflectly kalder sig selv for verdens første intelligente dagbog, som ifølge Jakob Brøgger-Mikkelsen skal give øget mulighed for selvreflektion. Foto: Colourbox

Jakob Brøgger-Mikkelsen synes ikke bare, at Reflectlys udvikling er gået efter planen. Det er gået over al forventning, og det har vakt opsigt hos nogle af erhvervslivets sværvægtere. Tidligere smed hus-milliardæren Michael Mortensen penge i projektet, og nu melder et finansielt stortalent sig på banen.

Nicolas Wittenborn, der tidligere er blevet kåret til ét af Europas største finanstalenter af Forbes Magazine, har investeret i Reflectly gennem en virksomhed i USA. Jakob Brøgger-Mikkelsen oplyser, at der er tale om et ”to-cifret millionbeløb på et trecifret millionsbeløbs værdiansættelse”, og Reflectly-chefen glæder sig over at have den nye mand med på holdet.

»Han er blevet kendt for den her type produkter, så han sidder på en knowhow, som er ekstremt værdifuld for os. Han har investeret i flere af de allerstørste, og så har vi det virkelig godt med ham. Vi har talt med ham i lang tid og er blevet venner med ham, så han er den helt rigtige for os,« siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Reflectly tilbyder brugerne en form for samtale-journal, hvor app’en via en såkaldt chat-bot har en dialog med brugeren, som resulterer i at brugerens notater lagres automatisk til et dagbogsformat, som brugeren nemt kan tilgå.

Reflectly har oplevet en eksplosiv vækst, siden virksomheden blev stiftet tilbage i 2017. Siden september sidste år er antallet af brugere tidoblet, således at appen nu har 6 mio. brugere på verdensplan, mens der i dag er godt 100.000 betalende abonnenter. Samtidig oplyser Jakob Brøgger-Mikkelsen, at virksomheden omsætter for ”flere millioner kroner om måneden”.

Den tyske investor fortæller selv til Finans, at det primært er Reflectlys eksplosive organiske vækst, der fristede ham til at købe en ejerandel, der ifølge BIQ ligger på mellem 5 og 10 pct. Derudover ser han et stort potentiale i den digitale dagbog, som han mener kan hjælpe brugerne med at få et bedre mentalt helbred.

»Det er kun cirka 20 pct. af folk, der går i terapi, og der er stadig en stor stigmatisering omkring det. Det er på trods af, at mængden af angst, depression og psykiske sygdomme stiger bemærkelsesværdigt i Vesten. Reflectly bringer en måde at reflektere over følelser og tanker til de sidste 80 pct., og jeg tror, at de kommer til at kunne hjælpe mere end 10 mio. brugere indenfor få år,« siger han.

Indtil videre er målet, at Reflectly skal sælge 500.000 abonnementer over de næste 12 måneder - indtil videre anslår Jakob Brøgger-Mikkelsen, at der gennemsnitligt kommer 1000 nye abonnenter til hver dag.

BRANCHENYT
Læs også