Erhverv

Beckhams tøjmærke med 11. underskud i træk

Victoria Beckham Limited er kendt for at give underskud. Seneste regnskab var ingen undtagelse.

Victoria Beckham sammen med sin mand, den tidligere fodboldspiller David Beckham. Foto: Ben Curtis/AP

Den tidligere Spice Girl Victoria Beckham har ikke meget finansielt held med sit modemærke. Regnskabet for 2018 viser et underskud på 107 mio. kr.

Det er dermed 11. gang, at Victoria Beckham Limited leverer et underskud, skriver BBC.

Salget gik tilbage med 16 pct. sidste år på grund af faldende efterspørgsel i engrosleddet.

I 2008 lancerede Victoria Beckham sit mærke som en kollektion af luksuskjoler. Men nu sælger hun også mere almindeligt modetøj og tilbehør. Det foregår gennem flere end 400 butikker over det meste af verden.

Selskabets formand Ralph Toledano siger i forbindelse med regnskabet, at salget af tøj og tilbehør var fladet ud efter år med vækst.

»Det, vi leverede, er i overensstemmelse med forventningerne, så vi blev ikke overrasket. Vores mål er at vende det til et overskud så hurtigt som muligt,« siger han til fagbladet Business of Fashion.

Selv om modekritikerne har rost Victoria Beckham for designet, har mærket haft det svært finansielt.

Det fik tidligere i år Victoria Beckham til at slå fast, at »det ikke var et projekt for hendes forfængeligheds skyld.«

»Hvis jeg ønsker, at mit brand stadig skal være her om 10, 20, 30, 40 år, er jeg nødt til at få det til først at gå i nul, og derefter skal det blive rentabelt. Vi er på rette vej til at gøre det, men det vil ikke ske i morgen,« fortalte hun Financial Times i marts.

Virksomheden har forsøgt at forbedre sine finansielle resultater gennem at lancere en egen kosmetikserie, indgå et partnerskab med Reebok og ved at sætte priserne ned.

Victoria Beckham kontrollerer, sammen med sin mand David Beckham, selskabet gennem Beckham Brands Holding.

BRANCHENYT
Læs også