Erhverv

Hypet cykelfirma vakler: Underskuddet er 10-doblet

Elcykelfabrikanten Mate Bike får igen anmærkninger fra sin revisor.

Mate Bike blev stiftet i 2016 af søskendeparret Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael. Foto: Pressefoto

På de sociale medier hitter den danske elcykelfabrikant Mate Bike i tusindvis efter omtale i internationale medier.

Men de økonomiske resultater lader stadig vente på sig. Et nyt regnskab viser, at underskuddet efter skat i 2018/2019 blev mere end 10-doblet. Fra 3,3 mio. til næsten 34 mio. kr.

Det har gjort egenkapitalen i Mate Bike negativ med 37,6 mio. kr., og ligeledes er den kortfristede gæld næsten 12-doblet til 141 mio. kr.

Den uafhængige revisor fra BDO sår samtidig tvivl om Mate Bikes fremtidige eksistens.

»Vi gør opmærksom på, at der er væsentlig usikkerhed, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften,« skriver revisoren i sin påtegning.

Revisoren henviser til, at det er usikkert, om Mate Bike kan sikre den kapital og likviditet, der skal til for at fortsætte. Derudover nævner revisoren, at Mate Bike har overtrådt momslovgivningen.

Mate Bike skriver selv i det nye regnskab, at den regner med at få nye penge til at holde virksomheden i live.

»Selskabets fortsatte drift er afhængig af, at selskabet får tilvejebragt den fornødne likviditet. Ledelsen er i en fremskreden dialog med investorer omkring tilvejebringelse af den nødvendige likviditet,« skriver Mate Bikes ledelse, der udgøres af søskendeparret Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael.

De vurderer, at der skal omkring 10,7 mio. kr. til i frisk kapital.

Mate Bike forklarer i regnskabet, at det væsentligt større underskud kan henføres til en omlægning af produktionen fra Kina til Taiwan grundet handelskrigen.

Dette har ifølge Mate Bike ført til »væsentlige leveringsforsinkelser« af de 13.500 cykler, som virksomheden solgte i forbindelse med en kampagne i oktober 2018 på crowdfundingplatformen Indiegogo.

Ifølge Mate Bikes ledelse skyldes det store underskud også, at salget af cykler ikke kan bogføres som en indtægt, før cyklerne er leveret. Han forklarer også, at meget har ændret sig, siden regnskabets afslutning tidligere i år.

»Vi har således været i fuld færd med at håndtere de adresserede udfordringer og er glade for at konstatere, at tilvejebringelse af den fornødne kapital er fremskreden, og at vi har en stor pipeline for 2020 allerede,« skriver Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael i en uddybende kommentar til regnskabet.

Midt i november har Mate Bike leveret 85 pct. af de bestilte cykler, hvilket giver en omsætning på omkring 90 mio. kr.

Mate Bike forventer at levere et »et markant positivt resultat« i de kommende regnskabsår, fordi selskabet regner med at øge salget af cykler gennem kampagner, webshop og tilstedeværelse i stormagasiner som Illum og Selfridges.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også