Erhverv

Nordjysk stutteriejer efter rekord-overskud: Det er da mange penge at have stående

Andreas Helgstrand har øget egenkapitalen i eget holdingselskab til over én mia. kr. - efter salg af aktiemajoriet i stutteri for dressurheste til en kapitalfond.

Stutteriejer Andreas Helgstrand vandt OL-bronze i 2008 i dressurridning for hold. Foto: Ida Munch.

Den nordjyske erhvervsmand inden for hestesport, Andreas Helgstrand, har fart på i sine selskaber. Samtidig slår hans eget holdingselskab alle rekorder for indtjening i regnskabet for 2018/19, som netop er offentliggjort.

Den tidligere toprytter og OL-medaljevinder solgte i fjor majoriteten af ejerskabet i sin stutterivirksomhed Helgstrand Dressage til den hollandske kapitalfond Waterland.

Det påvirker markant regnskabet for 2018/19 i Andreas Helgstrands holdingselskab Wama Consult. Året endte nemlig med et overskud før skat på 653 mio. kr. mod 103 mio. kr. året før.

Af regnskabet fremgår det, at årets posteringer under ”salg af finansielle anlægsaktiver” har givet et plus på 703 mio. kr.

I regnskabet fastslår ledelsen også, at resultat for regnskabsåret i væsentligt omfang er »påvirket af den enkeltstående begivenhed, at selskabet har solgt majoriteten i et datterselskab med en væsentlig avance til følge.«

Året betyder, at Wasa Consults egenkapital er vokset fra 356 mio kr. til én mia. kr.

Andreas Helgstrand ejer fortsat 47 pct. af Helgstrand Dressage, hvor han også er adm. direktør og står for driften.

På spørgsmålet om, hvad den store indtjening i familie-holdingsselskabet skal bruges til, siger Andreas Helgstrand til Finans:

»Det er da bestemt mange penge, som vi har stående. Og vi skal da ud at gøre noget med dem. Der er planer om investeringer samt andet i eget regi. Men det er ikke noget, som jeg kan sige mere om nu. Mit hovedfokus er fortsat at drive og udvikle Helgstrand.«

Regnskabet for Helgstrand Dressage blev offentliggjort for en måned siden og viste, at omsætningen der steg med 34 mio. kr. til 416 mio. kr. Selskabet fik et overskud før skat på 100 mio. kr.

Andreas Helgstrand vandt bronze i dressurridning for hold ved OL i Beijing 2008, og han har vundet det danske mesterskab i dressurridning fire gange i træk fra 2004 til 2008.

Helgstrand-stutteriet i nordjyske Vodskov er et af verdens førende træningscentre for dressurheste. Kunder fra hele verden kommer derfor for at se på Andreas Helgstrands dressurheste, der i nogle tilfælde bliver solgt for tocifrede millionbeløb. I december 2017 åbnede han en afdeling i Wellington, Florida.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også