Brugte skibe hitter hos rederier forud for CO2-målsætning i 2050
Køb af såkaldte secondhand-skibe er siden starten af 2018 steget med næsten 64 pct. Samtidig er antallet af ordrer på nye skibe blevet halveret de seneste fire år, fremgår det af en analyse fra Danske Rederier.
Det skriver dagbladet Børsen.
Tendensen mod mere genbrug skyldes ifølge flere aktører, som Børsen har talt med, foruden fordelagtige priser, at shippingindustrien står over for store omvæltninger, der vil føre til opbrud i de kommende år.
Til nytår træder nye regler for brændstof i kraft, der vil forbyde gammeldags svovlholdig skibsolie.
Samtidig har FN's Internationale Maritime Organisation (IMO) besluttet, at alle medlemmer senest i 2050 skal halvere deres CO2-udslip sammenlignet med niveauet i 2008.
Navigare Capital Partners, der køber og udlejer skibe til rederier, nikker genkendende til udviklingen.
- Aktørerne skal træffe markante beslutninger om, hvilke drivmidler og teknologier man skal satse på, når de ikke længere kan bruge fossile brændstoffer. 2050 kan måske virke langt væk, men de næste tre-fem år kan få stor betydning for, om vi når i mål, siger Henrik Ramskov, der er administrerende direktør i Navigare Capital Partners, til Børsen.
Danske Rederier vurderer, at genbrug af skibes lastekapacitet blot er begyndelsen, og at det kan have en positiv effekt på balancen mellem udbuddet og efterspørgslen, der har været skævvredet siden finanskrisen.
/ritzau/FINANS