Erhverv

Falsk medejer til stor dansk butikskæde: Min registrering er en fejl

Detailselskabet Sport24 har anmeldt mand i Odense for at have anmeldt sig som medejer af virksomheden i erhvervsregistret. Han forklarer nu, at der er tale om en misforståelse.

Sport24 ledes af adm. direktør og hovedaktionær Henrik Bruun (tv.) og direktør Lars Elsborg. Foto: Joachim Ladefoged.

En fejl. Sådan forklarer en falsk ejer, hvorfor han pludselig i det offentlige erhvervsregister var opført med halvparten af ejerskabet i den danske detailkæde Sport24.

I mere end to døgn frem til tirsdag formiddag stod manden i Odense som ejer af halvdelen af aktierne i Sport 24 A/S – selvom han er helt ubekendt for selskabet og dets retmæssige ejerkreds. Det var sket via selvbetjeningssystemet cvr, hvor registreringer kan ske med NemID.

Sport24 anmeldte mandag ejerregistreringen som falsk til Erhvervsstyrelsen, som står bag cvr, og indgav samtidig politianmeldelse om det.

Sport24
  • Hovedsæde i Funder vest for Silkeborg.
  • Henrik Bruun er hovedaktionær og koncernchef.
  • Består af 186 butikker i Danmark, Færøerne og på Island samt egen nethandel og bl.a. webshoppen Hshop med håndboldudstyr som sælges rundt om i Europa.
  • 1000 ansatte i eget regi.

Manden i Odense skriver i en mail til Finans, at der er tale om en fejl, som han nu er i dialog med politiet om.

»Jeg har forsøgt at oprette en sportsvirksomhed selv, men jeg vidste ikke, hvad er cvr-nummer var til at starte med. Det var en fejl, at jeg kom til at tage Sport 24’s cvr-nummer ind,« skriver den pågældende, hvis identitet Finans er bekendt med.

Erhvervsstyrelsen vil ikke kommentere den konkrete sag men fastslår, at den digitale selvbetjeningsløsning betyder, at enhver med et NemID som udgangspunkt kan foretage registreringer i cvr. Det »påhviler imidlertid personer, der foretager registreringer et såkaldt anmelderansvar«. Urigtige oplysninger kan ifølge straffeloven udløse bøde eller fængsel.

Hos Sport24 har sagen skabt bekymring, efter at bl.a. kreditforsikringsselskaber og kunder reagerede på den nye og falske ejeranmeldelse. Den stod i cvr. fra natten til søndag og frem til tirsdag formiddag, da selskabet selv fik den ændret.

»Vi er rystede over, at dette kan ske. Det er virkelig en mærkelig sag, hvor en eller anden uden vores viden eller kendskab har registreret sig via selvbetjeningssystemet på cvr.dk,« sagde direktør Lars Elsborg, som er en del af ledelsen i Sport24.

BRANCHENYT
Læs også