Erhverv

Matas kaprer supermarkedschef hos Coop

Detailkoncernen inden for skønhedspleje satser på at få endnu højere fart i kombinationen af de fysiske butikker og netsalg. En direktør fra dagligvarehandlen hentes ind i ledelsen.

Matas har for kort tid siden opjusteret  forventningerne til regnskabsåret 2019/20. Foto: PR Matas.

Den danske detailkoncern Matas med 275 butikker og onlinehandel henter en ny chef fra Coop Danmark. Han skal stå i spidsen for at udvikle de fysiske forretninger i en tid, hvor der er pres på detailhandlen, mens onlinesalget vokser hastigt.

Børsnoterede Matas opjusterede for en uge siden forventningerne til regnskabsåret 2019/20 efter en »stjernegod« julehandel og fremgang i det seneste kvartal.

Koncernchef Gregers Wedell-Wedellsborg, der selv tidligere havde en toppost hos Coop, fastslog, at fremgangen især skyldes, at en formel med kombination af de 275 fysiske butikker og en voksende nethandel inden for kosmetik og skønhedspleje virker.

Selskabet
  • Matas blev grundlagt i 1949 som en frivillig kæde.
  • Der er 275 Matas-butikker i Danmark og Grønland.
  • Virksomheden har ca. 2.200 medarbejdere i Matas’ butikker og på hovedkontoret i Allerød.
  • Blev børsnoteret i juni 2013, da den daværende ejer CVC Capital Partners udbød aktier.

For at ruste Matas-kæden yderligere har Gregers Wedell-Wedellsborg netop hyret Allan Kristoffersen som ny retaildirektør med ansvar for de fysiske butikker. Allan Kristoffersen er i dag chef for supermarkedskæden Kvickly under dagligvarekoncernen Coop. Fra midt i februar skifter han til Matas.

»Vi glæder os til at få en kapacitet som Allan Kristoffersen med på holdet, så vi kan sætte yderligere styrke bag fornyelsen af Matas,« udtaler Gregers Wedell-Wedellsborg om ansættelsen.

Matas fastslog i opjusteringen for en uge siden, at det seneste kvartal bl.a. har budt på en vækst i onlinesalget på hele 84 pct. Kæden oplyser, at det gav 250.000 besøgende, som bestilte varer online og hentede deres varer i en fysisk butik, hvor salget dermed også blevet øget.

Allan Kristoffersen har været kædedirektør i Kvickly de seneste fire år og haft hele karrieren i netop dagligvarehandlen – bl.a. med chefposter i Irma og SuperBrugsen under Coop samt hos Dagrofa. Han ser netop muligheder i fortsat at knytte salgskanalerne endnu tættere sammen.

»Der er masser af udfordringer i detailhandel, men også muligheder. I Coop arbejder vi netop med både det digitale og butikker. De erfaringer trækker jeg med over i Matas,« siger Allan Kristoffersen.

Gregers Wedell-Wedellsborg har som chef for Matas i 2018 lanceret en ny strategi for detailkæden. Den indebærer bl.a., at omsætningen i 2022/23 skal nå ca. 4 mia. kr.

Hastig vækst i onlinesalget skal i høj grad være med til at trække udviklingen. Samtidig vil Matas bruge en del af et investeringsprogram på 600 mio. kr. til netop at styrke de fysiske butikker. Det sker med test af nye butikskoncepter og opgradering af forretninger.

BRANCHENYT
Læs også