Erhverv

Sag mod tidligere chef for Bagmandspolitiet er droppet

Morten Niels Jakobsen var mistænkt for at have brudt tavshedspligt ved at have drøftet en konkret sag med en bekendt.

Den tidligere chef for Bagmandspolitiet Morten Niels Jakobsen. Foto: Jens Dresling Foto: Jens Dresling

Statsadvokaten for København opgiver sagen om brud på tavshedspligt mod tidligere chef for Bagmandspolitiet Morten Niels Jakobsen.

Det oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. 

Morten Niels Jakobsen har siden 4. september sidste år været fritaget for tjeneste, mens Københavns Politi har undersøgt, om han har brudt sin tavshedspligt ved at have drøftet en konkret sag med en bekendt.

Sagen er nu undersøgt til bunds af politiet, og Statsadvokaten for København har på den baggrund truffet en afgørelse.

Det har samtidig været overvejet, om der har været grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende. Det er heller ikke tilfældet, lyder meldingen.

»Den mistanke, der var rettet mod Morten Niels Jakobsen, er nu blevet undersøgt til bunds af Københavns Politi. Statsadvokaten for København har besluttet at slutte sagen, hvilket jeg er enig i. Vi har aftalt, at Morten Niels Jakobsen vil fortsætte som statsadvokat hos Rigsadvokaten. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde med Morten, som har gjort en kæmpe indsats i sin tid som chef for SØIK. Da der er tale om en personalesag, og da sagen nu er undersøgt til bunds, har jeg ikke yderligere kommentarer til sagen,« siger Rigsadvokat Jan Reckendorff.

Morten Niels Jakobsen, som altså vil fortsætte som statsadvokat hos Rigsadvokaten, udtaler følgende i samme pressemeddelelse:

»Jeg er naturligvis glad for, at denne sag nu har fundet sin afslutning, og at det er fastslået, at jeg ikke har overtrådt min tavshedspligt. Efter nogle fantastiske år i SØIK vil jeg gerne rette en stor og varm tak til SØIK's fremragende medarbejdere, som det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med. Jeg er glad for, at der nu er mulighed for at prøve kræfter med en anden del af anklagemyndigheden. Jeg ser derfor frem til at fortsætte som statsadvokat hos Rigsadvokaten.«

Hovedpersonen i sagen blev tilbage i september 2019 fritaget for tjeneste med løn. Anklagemyndigheden gav dengang ingen oplysninger om baggrunden.

Morten Jakobsen er 45 år og er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet. Han gjorde karriere primært i Justitsministeriet, inden han i 2014 blev statsadvokat og chef for Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

BRANCHENYT
Læs også