Efter gyldne vækstår møder dansk tøjbranche en ny virkelighed

Mens salget på det hjemlige marked har givet udfordringer i nogle år, melder den danske modeindustri også om stagnation i eksporten. Øget onlinesalg og nye forbrugsvaner præger branchens handelstal.

Den danske tøjbranche byder den kommende uge sig atter til over for indkøbere fra hele verden, når der er modeuge i København. Arkivfoto. Stine Bidstrup.

Ændrede forbrugsmønstre, opbremsning i eksporten og et presset hjemmemarked rammer nu den danske tøjindustri. For første gang i 10 år falder den samlede omsætning i branchen.

Det viser foreløbige tal for 2019 fra erhvervsorganisationen Dansk Mode & Textil. Dykket i det samlede salg fra de danske tøjvirksomheder er på 3 pct. Faldet i afsætningen til den danske detailhandel er dog på 6,5 pct., mens eksporten kører stort set ligeud sammenlignet med året før.

Det udvikling kommer efter en årrække med samlet hastig vækst for tøjbranchen – især trukket af eksporten. Derfor giver tallene anledning til en vis bekymring i branchen.

»Faldet er ikke voldsomt, og der er nok tale om en stagnation mere end en opbremsning. Men vi må se med alvor på udviklingen, som kommer efter år med stabil vækst. Ud over det danske hjemmemarked er der usikkerhed flere steder omkring os. Det præger eksporten,« siger international chef Michael Hillmose i Dansk Mode & Textil.

Copenhagen Fashion Week
  • To gange om året gennemføres modeuger i København – i august og januar.
  • Den kommende modeuge kører fra på tirsdag og til fredag den 31. januar.
  • Ugerne indeholder både shows og fagmesser, der tiltrækker fagfolk fra en lang række lande. Blandt fagmesserne er CIFF – Copenhagen International Fashion Fair i Bella Center – og Revolver i Øksnehallen.
  • Samtidig er der i ugens løb bl.a. en række modeshows rundt om i København, hvor tøjvirksomheder og designere præsenterer kollektioner for indbudte.

Han peger på, at i de foregående år har øget eksport kunnet opveje dyk i det danske salg, men når salget til udlandet stagnerer, bliver det mærkbart for de samlede tal. Ifølge Michael Hillmose kan det nuværende år byde på en tilsvarende udvikling:

»Alt tyder på, at den negative udvikling i Danmark fortsætter, og forbrugerne er tilbageholdende. Desuden ændres handelsmønstrene med øget onlinesalg, som rykker ved tingene.«

Mens branchen har oplevet dyk, er modeproducenterne i engrosleddet samlet bedre rustet til modgang end tidligere. Det viser en analyse fra revisions- og konsulentkoncernen Deloitte baseret på regnskaberne for 2018/19 i tøjsektoren. Den viser, at 66 pct. af selskaberne har overskud. Det gennemsnitlige afkast af den investerede kapital er steget fra 6 pct. i 2015/16 til nu 16 pct.

Alligevel mener brancheleder Morten Gade Steinmetz i Deloitte, at et dyk i 2019 på op mod 7 pct. i salget til de 10 største eksportlande skal tages alvorligt. Han siger:

»Leverandørerne er dygtige til at sælge og tjene penge, selv i en tid med pres på detailhandlen mange steder. Samtidig skal virksomhederne med den nye udvikling være meget skarpe på deres økonomirapportering. Ellers er de ikke klar til at reagere på opbremsninger i markedet.«

Eksporten

Største eksportmarkeder for dansk beklædningsbranche de første 11 måneder af 2019 mio. kr. / ændring i pct. fra 2018 til 2019:

  • 1. Tyskland: 7.776 / -6,8
  • 2. Sverige: 3.098 / - 2,3
  • 3. Holland: 2.398 / -12,6
  • 4. Norge: 2.175 / -1,0
  • 5. Storbritannien: 1.589 / 2,5
  • Samlet eksport: 26.983 / 0,1

Kilde: Dansk Mode & Textil

Udviklingen især i Tyskland, som er det suverænt største marked for dansk modeindustri, følges nøje blandt virksomheder. Også hos Minimum A/S med hovedsæde i Aarhus. Adm. direktør Steen Engelbrecht ser dog fortsat muligheder syd for grænsen:

»Trods makroøkonomiske faktorer er der jo ingen markeder, hvor vi fylder så meget, at vi ikke kan skabe vækst. Det er der altid plads til for en virksomhed af vores størrelse. Tingene er dog ikke så sprudlende i Tyskland, men de har ikke slået op i banen.«

Den samlede danske modebranche præges af få store virksomheder – med Bestseller i front – samt en stor gruppe små og mellemstore. Handelsstatistikken for modesektoren præges også især af en øget onlinehandel, hvor store udenlandske aktører køber dansk tøj og sender en del af dette retur til de hjemlige forbrugere gennem nethandel.

2019-tallene viser således, at eksporten til Tyskland er faldet med 7 pct., mens eksporten til Polen steg med hele 140 pct. Kronemæssigt passer de to udsving dog med hinanden. Den store forskel tilskrives derfor i branchen formentlig, at tyske Zalando, der bl.a. har partnerskab med Bestseller og afsætter tøj fra en række danske modeselskaber, har åbnet et nyt distributionscenter i netop Polen.

BRANCHENYT
Læs også