Starbucks lukker tusindvis af butikker efter virusudbrud
Den amerikanske kaffekæde Starbucks har lukket 2.000 filialer i Kina i frygt for corona-virussen, der i øjeblikket hærger landet.
Udbruddet af den smitsomme coronavirus er ikke godt nyt for erhvervslivet i Kina.
Nu er den verdensberømte kaffekæde Starbucks blevet den seneste i rækken af virksomheder, der reagerer på krisen. Starbucks har nemlig oplyst, at man midlertidigt lukker hele 2.000 butikker i Kina. Det skriver BBC.
Indtil videre er over 130 mennesker døde, og mere end 6000 blevet smittet af virussen, som er brudt ud i den kinesiske Hubei-provins.
Starbucks har i øjeblikket knap 4.300 butikker i Kina, som dermed er virksomhedens næststørste marked efter USA. Ifølge Starbucks’ adm. direktør, Kevin Johnson, risikerer virussen at have en negativ indflydelse på virksomhedens resultat.
Kaffekæden åbnede for første gang i Kina i 1999, og siden har det marked vokset sig til at stå for 10 pct. af virksomhedens globale omsætning.
Starbucks er langt fra den eneste virksomhed, der har taget sine forholdsregler efter sygdommens udbrud. Facebook har tidligere bedt sine ansatte om ikke at rejse til Hubei-provincen, ligesom at bilproducenterne Honda, Nissan, Peugeot og Citroën har evakueret sine medarbejdere fra hovedbyen Wuhan, der er kendt som en vigtig by for bilproducenter i Kina.
Apples adm. direktør, Tim Cook, har ligeledes sagt, at man følger situationen i Kina tæt, og at man har begrænset rejser til Kina og opererer med forkortede åbningstider i landets Apple-butikker.
Samtidig er de globale markeder også blevet ramt af virussens udbrud. Ifølge BBC faldt det japanske børsindeks Nikkei 225 med 2 pct., efter at den japanske regering proklamerede, at man ville forlænge den igangværende ferie som følge af udbruddet, mens børserne i både Shanghai og Shenzhen har udskudt genåbningerne fra den 31. januar til den 2. februar.