Fortsæt til indhold

Ronnie Olesen rejste sig fra kørestolen - nu sælger han grej for millioner

Den unge iværksætter har fået Coolshop-medstifter Jacob Risgaard med i ejerkredsen.

På tre år er Geekd.dk gået fra nul til tre millioner i omsætning. Her ses stifter og direktør Ronnie Olesen. PR-foto.
Erhverv

Da den danske erhvervsmand og mangemillionær Jacob Risgaard var 18 år gammel, gik han konkurs med sin første virksomhed. Han brød sammen i bruseren, men besluttede sig i det øjeblik for at rejse sig igen.

Derfor taler historien om Ronnie Olesen til ham. Faktisk så meget, at Jacob Risgaard netop har investeret 400.000 kr. for at blive medejer af Ronnie Olesens firma Geekd, der sælger gaming-udstyr.

Da Ronnie Olesen var 15 år gammel, vågnede han op med en uprovokeret rygskade, der fra den ene dag til den anden gjorde ham lam i benene. Han endte i kørestol, var indlagt flere gange og skulle igennem et langt forløb med genoptræning.

»Ronnies historie er endnu vildere end min, og det taler i den grad til mig,« siger Jacob Risgaard.

Jacob Risgaard, medejer og stifter af den nordjyske onlinekoncern Coolshop. Foto: Benjamin Nørskov.

Det var dog ikke kun historien om Ronnie Olesen, der fik Coolshop-medstifteren til at kaste penge efter den unge iværksætter. Det var også historien om den succes, sydvestjyden har fået med sin gamer-butik.

På tre år er Geekd.dk gået fra nul til tre millioner i omsætning, og antallet af kunder har rundet 15.000. Væksten kommer især fra gamer-miljøet, der køber stort ind af elektronik, grej og gamer-tilbehør hos den Ølgod-baserede virksomhed.

Der sker både gennem Geekds netbutik og fysiske butik. Det er en strategi, som Coolshop selv sværger til i den fremadstormende legetøjskæde Kids Coolshop, der netop har udvidet med tre fysiske butikker på Island.

Derfor ser Jacob Risgaard et stort potentiale i Geekd.

»Onlineshopping går kun én vej, og det er frem, men vi må ikke glemme butikkerne,« siger han.

Ronnie Olesen er adm. direktør i Geekd og har således det overordnede ansvar for virksomheden. Det er til tider hårdt arbejde, men når det er hårdest, tænker han tilbage på sit liv i kørestolen.

»At rejse sig igen i bogstaveligste forstand har givet mig et enormt gå-på-mod, som jeg hver dag overfører til mit liv og min virksomhed. Jeg fik at vide, at jeg nok aldrig ville komme til at gå igen. Nu står jeg her,« siger Ronnie Olesen.

I år sigter Geekd mod en omsætning på 10 mio. kr. Næste år skal det tal gerne fordobles.

Artiklens emner
SMV
Jacob Risgaard