Erhverv

Kriseramte WeWork udpeger ejendomsveteran som ny topchef

Han skal hjælpe virksomheden på ret kurs efter den aflyste børsnotering sidste år.

WeWork var i stor fare for at gå konkurs i oktober, men blev reddet af Softbank.  Foto: WeWork

Det kriseramte startup WeWork har fundet en ny topchef.

WeWork ansætter nemlig ejendomsveteranen Sandeep Mathrani som ny adm. direktør.

Det oplyser WeWork selv i en meddelelse.

Mathrani skal hjælpe virksomheden med at komme sig ovenpå en aflyst børsnotering, et stort værditab og fyringen af selskabets stifter og direktør, Adam Neumann.

Bestyrelsesformand i WeWork, Marcelo Claure, som også er en del af Softbank Group, der brugte milliarder af dollars på at redde WeWork i oktober, fortæller, at man har brugt lang tid på at finde den rigtige person til at få virksomheden tilbage på sporet.

»Sandeep er den person (...). Han har den rigtige færdigheder og erfaringer, og han er en gennemprøvet leder med ekspertise inden for turnarounds i ejendomsbranchen. Vi er glade for at byde ham velkommen,« siger Marcelo Claure i meddelelsen.

Mathrani kommer fra en ledende stilling i ejendomsselskabet Brookfield Properties. Han tager over for Artie Minson og Sebastian Gunningham, der har været konstituerede administrerende direktører for WeWork siden Neumanns afgang i september.

I august var WeWork på vej mod en børsnotering med en forventet værdi på mindst 317 mia. kr., men da prospektet kom på gaden, gik det galt, og den høje værdisætning fik en kold modtagelse. Det blev blandt andet kaldt »verdens mest vanvittige børsnotering«.

Efter stor kritik måtte WeWork til sidst aflyse børsnoteringen, og stifter og direktør Adam Neumann blev tvunget til at gå af.

WeWork var i stor fare for at gå konkurs i oktober, men blev reddet af Softbank. Det har vi tidligere beskrevet på Finans her, hvor du kan læse mere.

WeWork lejer kontorpladser og kontorer ud på verdensplan, og virksomheden har ekspanderet meget de sidste par år.

I tredje kvartal 2019 havde selskabet et underskud på 8,5 mia. kroner. Det svarede til 94 mio. kr. om dagen.

BRANCHENYT
Læs også