Nu leverer Ikea varer ved din lokale købmand
Med den ny service Klik & Hent vil Ikea gøre det nemmere at handle på nettet og levere varer ud over hele landet. Ifølge en ekspert handler det bl.a. om at hjælpe folk med at spare på en kostbar ressource: Tid.
Med en let omskrivning af et ofte brugt ordsprog kan man sige, at »hvis ikke du kan komme til Ikea, må Ikea komme til dig.«
For mange danskere kan der være langt til Ikeas fem varehuse i Gentofte, Taastrup, Odense, Aarhus og Aalborg. Men med 37 afhentningssteder fordelt rundt om i landet vil Ikea nu gøre det lettere at handle på nettet og give mulighed for at afhente de købte varer tæt på bopælen.
»For rigtig mange danskere er der langt til det nærmeste varehus. Vi reducerer nu rejsetiden for mange af vores kunder med 37 afhentningssteder,« siger Elefteria Cromlidou, Country Commercial Manager i Ikea Danmark, i en pressemeddelelse.
Den ny service, der bliver kaldt Klik & Hent, er et supplement til Ikeas eksisterende tilbud om levering til hjemmeadressen inden for tre timer, som møbelkoncernen introducerede sidste efterår.
Når der bestilles varer med Klik & Hent, koster hver ordre 79 kr., uanset om det bestilte er en lampe eller et helt køkken.
Ifølge Dorte Wimmer, der direktør for Retail Institute Scandinavia og beskæftiger sig med rådgivning indenfor detailhandel og forbrugeradfærd, giver det nye tiltag god mening.
»Det passer meget godt i tidsånden, hvor vi ser, at Ikea har lavet flere træk i den retning. Jeg har lige været i Madrid, hvor de har åbnet to mindre butikker midt inde i byen. Det handler om at komme tættere på kunden, og der er Klik & Hent jo smart, for så kan de komme endnu tættere på. Vi ser faktisk en global trend, hvor butikken kommer til dig, frem for at du kommer til butikken,« siger Dorte Wimmer.
Dorte Wimmer nævner desuden, at den enkelte kunde f.eks. slipper for at leje en trailer, planlægge eller få familiemedlemmer til at hjælpe. Det sparer tid, der er den allervigtigste ressource i øjeblikket.
På andre områder i detailbranchen tales der om begrebet convenience som en af tidens største trends, hvor virksomheder hjælper med at spare tid. Det kendes bl.a. fra måltidskasser, hvor salget er i stor vækst.
»Klik & Hent er så Ikeas måde at hjælpe med at spare tid på,« siger Dorte Wimmer.
Har Ikea et problem ved at have få store varehuse - er koncernen presset i branchens generelle udvikling?
»Nej, de gør det sindssygt godt. Men de er også i konstant bevægelse på alle mulige områder. Jeg kigger meget på Ikea globalt, og hvad de har gang i af innovationstiltag. Nogle gange virker det ikke, og så pakker de det sammen igen. Se bare butikken ved Fisketorvet i København, der endnu ikke er blevet til noget. Men de tester og prøver ting af og er hele tiden i innovationsmode. Det kan sammenlignes lidt med Amazon, der lancerer rigtig mange ting, der ikke altid bliver til noget,« siger Dorte Wimmer og tilføjer, at Ikea f.eks. i Schweiz for tiden tester udlejning af møbler.
Fremover kan Ikeas kunder på bestemte tidspunkter hente deres varer hos en fragtbil, der holder på udvalgte parkeringspladser rundt om i landet. De første afhentningssteder er etableret, og der arbejdes på at finde endnu flere.
»Vi samarbejder blandt andet med lokale butikker og tankstationer med gode parkeringsforhold for at gøre det så nemt og bekvemt for flere kunder at kunne hente deres varer,« siger Elefteria Cromlidou fra Ikea Danmark.
På hjemmesiden Ikea.dk er det muligt at se, hvor i landet servicen Klik & Hent kan benyttes.
Ikea oplyser, at den ny leveringsform ikke kommer til at indvirke på ambitionerne om at ville opføre varehuse i Esbjerg og København.