Erhverv

14-årig "Løvens Hule"-deltager lukker sin webshop

For et år siden investerede både Jesper Buch og Mia Wagner i Kforkage, som en teenager har stået bag. Nu er webshoppen lukket.

Mor og datter, Mia og Sara Nersting, drev sammen virkomheden Kforkage, der i 2019 var med i "Løvens Hule". Nu lukker virksomheden. Foto: Per Arnesen

Sara Nersting på 14 år er blevet kaldt Danmarks yngste iværksætter og kogebogsforfatter.

For et år siden tonede hun frem på tv-skærmen i DR-programmet "Løvens Hule", hvor hun sikrede sig en investering på samlet 675.000 kr. fra Jesper Buch og Mia Wagner til sin virksomhed Kforkage. En virksomhed, hun var med til at stifte som 8-årig og er juniordirektør i.

Men torsdag kom det frem i cvr-registeret, at Mia Wagner var udgået af bestyrelsen, og det samme var Jesper Buchs repræsentant, Gomore-stifteren Matias Møl Dalsgaard. Det fik Finans til at spørge Sara Nerstings mor, som er direktør i Kforkage, hvad der skete. Da havde moderen ingen kommentarer.

Nu er det så kommet frem, at webshoppen Kforkage.dk lukker, og det samme gør virksomheden bag.

»De sidste mange måneder har været en kamp for at få nye samarbejder til at gå op i en højere enhed, og vi må nu kaste håndklædet i ringen,« skriver virksomheden på sin Instagram.

Lukningen ærgrer Mia Wagner fra Freeway-koncernen, der ejede 20 pct. af Kforkage ApS.

»Det ærgrer mig meget, da jeg personligt holder meget af både Sara og Mia Nersting og af deres vision. De har formået at opbygge et stærkt brand, som inspirerer børn og forældre til at være sammen i køkkenet,« siger hun i en meddelelse på Freeways hjemmeside.

Omsætningen i Kforkage er det seneste år tredoblet, men indtjeningen har været under pres, og derfor må virksomheden nu dreje nøgle om.

»Høj omsætning er desværre ikke nok i iværksætteri. Det er altafgørende, man i den daglige drift og prissætning har øje på hele sin værdikæde. Det er brandærgerligt, at det trods stor ihærdighed ikke er lykkedes for Kforkage,« siger Mia Wagner.

BRANCHENYT
Læs også