Erhverv

British Airways-ejer advarer: Umuligt at spå om viruspåvirkningen

Luftfartsalliancen, der også inkluderer spanske Iberia og irske Aer Lingus, meddeler i regnskabet, at man vil reducere kapaciteten med 1-2 pct. i 2020. Foto: AP Photo/Mark Lennihan

British Airways moderselskab, IAG, siger fredag, at spredningen af det smitsomme coronavirus gør det umuligt at forudsige indtjeningen i år, da efterspørgslen svækkes i både Asien og Europa, og da selskaber over hele kloden indstiller forretningsrejser.

Udtalelsen kommer, i forbindelse med at IAG har offentliggjort regnskab for 2019.

Luftfartsalliancen, der også inkluderer spanske Iberia og irske Aer Lingus, meddeler i regnskabet, at man vil reducere kapaciteten med 1-2 pct. i 2020.

IAG har allerede aflyst fly til Kina i marts og har reduceret antallet af afgange til andre destinationer, i takt med at virusset har spredt sig globalt. I sidste uge vurderede IAG, at flyindustrien i år vil se et fald i den globale efterspørgsel for første gange i et årti - primært tynget af effekterne af virusudbruddet i Kina.

Ifølge estimater fra foreningen International Air Transport Association, Iata, vil det igangværende virusudbrud barbere 30 mia. dollar af flybranchens omsætning. Her ventes de kinesiske flyselskaber hårdest ramt.

Torsdag meddelte WHO, at coronavirusset har potentiale til at blive en pandemi.

IAG landede i 2019 et justeret driftsresultat på 3,29 mia. euro. Det var et fald på 5,7 pct. fra 2018. På samme tid havde analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News dog blot ventet et driftsresultat for året på 3,2 mia. euro.

For året omsatte IAG for i alt 25,51 mia. euro.

Aktien tumler fra handelsstart fredag ned med 7,6 pct. på børsen i London.

BRANCHENYT
Læs også