Erhverv

Jeudan løftede de nedre linjer i 2019 - og det ventes at fortsætte

Per Hallgreen er adm. direktør i Jeudan. Foto: PR Jyllands-Posten

Jeudan havde fremgang i 2019 - og selskabet forventer, at den fortsætter i 2020. Det fremgår af regnskabet for perioden, der er offentliggjort fredag eftermiddag.

Omsætningen faldt en spids fra året før - til 1566 mio. kr. fra 1583,3 mio. kr. - men lavere omkostninger var med til at sikre fremgang på de nedre regnskabslinjer.

Resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) steg til 729 mio. kr. fra 654,9 mio. kr. og landede dermed inden for forventningsspændet på 720-750 mio. kr.

- Resultatet før kurs- og værdireguleringer, der steg med 11 pct., er opnået på baggrund af Jeudans forretningsstrategi med langsigtet ejerskab af ejendomme bakket op af Jeudans stabile ejerkreds og de finansielle samarbejdspartnere - og bygget på et solidt fundament af ordentlighed og stor interesse for København, siger topchef Per W. Hallgren i en kommentar.

En større gevinst på ejendomme var med til at sende resultatet før skat op på 1080 mio. kr. mod 765,5 mio. kr. i 2018. Efter skat steg det til 842 mio. kr. fra 569,9 mio. kr.

I 2020 forventer Jeudan at nå et EBVAT-resultat på 740-770 mio. kr., hvilket i givet fald vil være en stigning i indtjeningen fra niveauet sidste år.

- I 2020 forventer vi fortsat vækst i indtjeningen med et resultat før kurs- og værdireguleringer i niveauet 740-770 mio. kr. Og vi agter at udbygge vores position i København som en robust og samfundsansvarlig ejendoms- og servicevirksomhed, siger han.

Jeudan-aktien falder fredag middag 2,2 pct. på børsen i København til 1345 kr. Aktien har samlet set tabt 0,4 pct. af sin værdi siden årsskiftet.

BRANCHENYT
Læs også