SAS: Viruseffekt begrænset i februar - ser fald i efterspørgsel
Udbrud rammer SAS i begænset omfang i februar
Udbruddet af coronavirusset ramte luftfartsselskabet SAS i et begrænset omfang i februar, men det skandinaviske selskab kan nu mærke et fald i efterspørgslen.
Det oplyser SAS i forbindelse med fredagens offentliggørelse af selskabets trafiktal for februar.
- Vi har bemærket en reduceret efterspørgsel på grund af udbruddet af Covid-19 (sygdommen man kan få som følge af virusset, red.) - primært på de interkontinentale rejser og rejser til og fra Norditalien, men også i andre dele af vores netværk, siger Rickard Gustafson, der er administrerende direktør hos SAS, i en pressemeddelelse.
- Vi fortsætter med at have en tæt dialog med de relevante myndigheder og følger deres anbefalinger. For at modvirke de negative økonomiske effekter reducerer vi vores kapacitet på ruter med få bookinger. Som følge af den usikre situation fortsætter vi også arbejdet med en række initiativer for at reducere omkostningerne og at bevare vores stærke likviditetssituation, lyder det også i meddelelsen.

