Erhverv

Københavnske toprestauranter skærer halvdelen af priserne

Afbud på et stort antal af bookede borde har fået restaurantøren af den tidligere Michelin-restaurant The Standard til at halvere priserne fra menukoret.

The Standard ligger ved Inderhavnsbroen og Nyhavn i København. Arkivfoto: Peter Klint

Halvpris på en ni-retters gourmetmenu og stort set alt andet fra københavnske toprestauranters menukort.

Umiddelbart lyder det for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det, hvad restauratørerne bag den tidligere Michelin-restaurant The Standard i København i de næste to uger forsøger sig med for at trække kunder til middagsbordene.

Det skriver TV2 Lorry.

Frygten for at blive smittet med coronavirus har nemlig fået mange gæster til at annullere deres bordreservationer hos flere københavnske restauranter, mens online-supermarkeder som bl.a. Nemlig.com melder om stigende salg og øgede antal leveringer til danske hjem.

Derfor vil den anerkendte restaurant The Standard, som huser restauranterne Studio, Almanak og Mission, ifølge TV2 Lorry halvere menupriserne de næste 14 dage.

»Det er tydeligt, at det er turisterne, der bliver hjemme. Og vi er selvfølgelig helt grundlæggende taknemlige for, at folk tager ansvar og aflyser, når de kommer fra berørte områder, men vi kan ikke bare lade stå til,« siger Merete Holst, der er indehaver af The Standard til mediet.

Ifølge hende er det op imod halvdelen af de daglige bookinger, som er blevet annulleret, hvilket hun ikke tidligere har oplevet.

The Standard oplyser, at særprisen ikke gælder på drikkevarer, selskaber samt dele af Almanaks a la carte kort.

Også i Norge har coronavirus haft indflydelse på hotel- og restaurationsbranchen. Lørdag meddelte den norske hotelkoncern Nordic Choice Hotel, der er ejet af rigmanden Petter Stordalen, at den har mistet halvdelingen af sine bestillinger.

Det har fået kæden til at varsle fyringer. Om fyringerne bliver en realitet er endnu uvist.

BRANCHENYT
Læs også