Stadil har betalt millioner tilbage til sit firmas konkursbo
»Vi respekterer de lovkrav, der er, og vil gerne samarbejde med kurator, hvorfor pengene er betalt tilbage,« lyder det fra Christian Stadil, hvis firma TS Chartering er under konkursbehandling.
Hummel-ejeren Christian Stadil måtte i efteråret først se sit shippingfirma TS Chartering sendt til tvangsopløsning og senere gå konkurs med en gæld på 161 mio. kr.
I månederne op til konkursen, og efter der ikke længere var nogen registreret ledelse i TS Chartering, blev der dog overført 2,1 mio. kr. gennem syv betalinger fra TS Chartering til et forbundet selskab i Christian Stadils Thornico-konglomerat.
Men disse overførsler har kurator for TS Charterings konkursbo fundet omstødelige og derfor krævet de 2,1 mio. kr. tilbagebetalt til boet.
Det har Christian Stadil netop valgt at efterleve.
»Kurator finder tidspunktet for nævnte betalinger for tæt på konkursdatoen, hvorfor disse betalinger er blevet omstødt. Vi respekterer de lovkrav, der er, og vil gerne samarbejde med kurator, hvorfor pengene er betalt tilbage,« skriver han i en besked.
Christian Stadil, der ikke var en del af hverken TS Charterings direktion eller bestyrelse op til konkursen, oplyser desuden, at de syv betalinger blev foretaget for at sikre driften af de skibe, der lå i TS Chartering.
Udover de 2,1 mio. kr. har TS Charterings revisor tilbagebetalt knap knap 60.000 kr. til konkursboet, fordi revisoren fik pengene betalt gennem en faktura op til konkursen. Det fremgår af en ny redegørelse, der er udarbejdet i konkursboet.
Af den redegørelse fremgår det også, at der er fundet aktiver for knap 8.000 kr. Det var dog før, at Stadil og revisoren valgte at betale penge tilbage til boet.
Samtidig viser redegørelsen, at der er anmeldt krav for 161 mio. kr., hvoraf nogle af kravene stammer fra fem japanske rederier, som har købt skibe af TS Chartering. Derudover har en japansk bank rettet et krav mod konkursboet, fordi banken mener at have pant i nogle forsikringssummer af skibene.
Advokat Kamilla Krebs behandler TS Charterings konkursbo på vegne af Kromann Reumert, der er kurator. Hun vil ikke oplyse navnet på hverken de japanske rederier eller banken.
Til gengæld vil hun gerne fortælle, hvilken udsigt kreditorerne har til at få deres penge tilbage.
»Det er min forventning, at der bliver en beskeden dividende til kreditorerne. Men det er for tidligt at sige mere end det,« siger Kamilla Krebs.
Fremadrettet vil hun koncentrere sit arbejde om, hvorvidt der er andre tilgodehavender eller mellemværender med det selskab i Thornico, der administrerer driften af skibe i konglomeratet, herunder de fem skibe fra TS Chartering.
Derudover vil Kamilla Krebs undersøge, om ledelsen af TS Chartering, både direktion og bestyrelse, skal indstilles til konkurskarantæne.
I vurderingen indgår, om TS Chartering fortsatte driften ud over håbløshedstidspunktet, som det kaldes i redegørelsen.
Thornico består af omkring 200 selskaber inden for en række brancher, heriblandt shipping, fødevarer, emballage og mode.
Ved udgangen af 2018 havde Thornico en egenkapital på over 2 mia. kr.


