Erhverv

Stadil-selskab gik konkurs med gæld på 160 mio. kr. og 7.872,86 kr. i kassen

En redegørelse fra kuratoren i et konkursramt Christian Stadil-selskab beskriver et næsten tomt selskab med trecifret milliongæld.

TS Chartering var en del af Stadils Thornico-konglomerat, som har en egenkapital på over 2 mia. kr. Der er udsigt til trecifrede milliontab for selskabets kreditorer. Foto: Ida Munch

Den profilerede erhvervsmand Christian Stadil har ladet sit selskab TS Chartering gå konkurs med en gæld på godt 160 mio. kr.

Det viser den første rapport til skifteretten fra kurator Søren Aamann Jensen, efter at TS Chartering i oktober blev erklæret konkurs.

Rapporten viser, at kurator indtil videre har været ude af stand til at finde andre aktiver end et bankindestående på 7.872,86 kr.

TS Chartering var en del Christian Stadils Thornico-konglomerat, som blandt andet omfatter skibs- og rederiaktiviteter, fødevarer, emballage og tøjvirksomheden Hummel.

Ifølge Thomas Mikkelsen, der er direktør for skibsaktiviteterne i Thornico Projects, bestod TS Charterings virksomhed i at leje fem skibe, som efterfølgende blev drevet af Thornico Projects.

Thomas Mikkelsen vil ikke oplyse, hvem kreditorerne var, men ifølge advokat Kamilla Krebs, der varetager kuratorarbejdet for Søren Aamann Jensen, består gælden bl.a. af ubetalte regninger for brændstof og skibsleje.

»Lige nu må jeg sige, at der ikke er nogen konkret udsigt til, at kreditorerne får deres penge tilbage,« siger Kamilla Krebs.

TS Chartering blev taget under konkursbehandling i oktober, efter at Erhvervsstyrelsen i første omgang havde anmodet om, at virksomheden skulle tvangsopløses, da der ikke længere var nogen ledelse.

Det samme er sket for en stribe andre selskaber i Thornico-koncernen, hvilket overrasker professor i selskabsret Erik Werlauff.

Et selskab kan opløses både billigt og nemt med bistand fra eksempelvis en advokat, påpeger Werlauff, men i Thornico-koncernen har man i stedet valgt at ignorere advarsler fra Erhvervsstyrelsen om manglende lovlig ledelse, hvorefter de er blevet opløst i skifteretten på statens regning.

»Det er en atypisk måde at komme af sine selskaber på for en i øvrigt velrenommeret professionel erhvervsmand,« siger Erik Werlauff.

Christian Stadil har tidligere erkendt over for Ekstra Bladet, at koncernen »burde have kigget på alternative løsninger«. I en sms oplyser han, at man i selskaberne har vurderet en tvangsopløsning som det nemmeste, men fremover vil koncernen handle anderledes.

»Ift. TS Chartering så er det bestemt ikke sjovt, og vi har gjort alt, hvad vi har kunnet, for at undgå det,« tilføjer han.

»Vi er dog et konglomerat med som nævnt næsten 200 selskaber, og disse må og skal operere som selvstændige enheder,« skriver Christian Stadil.

Ved udgangen af 2018 havde Thornico en egenkapital på over 2 mia. kr.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også