Kasi-Jesper skal nu være ejendomsmægler
Den kendte erhvervsmand vil nu hjælpe med at finde købere til boliger med en pris på op mod 360 mio. kr.
Jesper Nielsen, bedre kendt som Kasi-Jesper, kaster sig nu over en ny beskæftigelse. At være ejendomsmægler på den spanske ferieø Mallorca, hvor han selv har haft en bolig i 12 år.
Derfor har han sammen med tre venner stiftet firmaet Kasi Real Estate Mallorca. Det fremgår af et Facebook-opslag fra den danske erhvervsmand, ligesom der er oprettet en hjemmeside til formålet.
Jesper Nielsen fortæller, at han selv ejer og har investeret i Kasi Real Estate Mallorca.
»Yes, det er et lille sjovt iværksætterprojekt,« skriver han i en mail.
Inde på Kasi Real Estate Mallorcas hjemmeside fremgår det, at Jesper Nielsen er adm. direktør i firmaet, som vil »være danskernes førende og foretrukne servicerådgiver på Mallorca«, når der skal laves ejendomskøb på ferieøen.
»Vore kunders interesse kommer altid i første række, da vi udelukkende er ”købers mand”. Denne service skal altid være en fordel for kunden og for os. Leverer vi et godt stykke arbejde og et godt resultat for kunden, bliver vi betalt – så enkelt er det,« står der på hjemmesiden.
Under "til salg"-fanen på hjemmesiden kan man se en lang række boliger. Den dyreste udbudte har en pris på 48,5 mio. euro, svarende til over 360 mio. kr. Mange af de øvrige boliger er i en prisklasse på et tocifret millionbeløb i euro.
Som en kuriøse krølle på Jesper Nielsens Mallorca-satsning, kan det ses på hjemmesiden, at firmaet har adresse i Glostrup, hvor flere fra Kasi-familien har adresse i Danmark. Altså ganske langt væk fra sol og margaritas på Mallorca.
»Jeg er jo stadivæk dansk registreret og har jo fået genoprettet min tillid til det danske system igen. Selvom man bor i udlandet, føler man sig stadigvæk som dansker. Vi har også et kontor på Mallorca selvfølgelig, men vil fange de potentielle kunder i Danmark,« skriver Jesper Nielsen.
Jesper Nielsen er i øjeblikket involveret i en bitter sag mod smykkeselskabet Pandora. Han mener at have milliarder til gode hos Pandora som følge af den earn out-aftale, der blev lavet i forbindelse med, at Kasi ApS blev købt ud af Pandora.
Earn out-aftalen skulle udløse en betaling til Jesper Nielsen på baggrund af de økonomiske resultater for Pandora på de markeder, han havde bygget op for koncernen.
Aftalen blev værdisat til over en halv mia. kr., men da Pandora år efter år tabte millioner og atter millioner på det datterselskab, der afgjorde Jesper Nielsens earn out, endte han med ingenting, da der skulle afregnes.
Nu er det hele endt i en voldgiftssag, hvor familien Nielsen håber at få et milliardbeløb ud af dommen. Modsat har Pandora hensat 0 kr. til sagen.