Fortsæt til indhold

Nyt studie: Verdens rigeste har stor skyld i klimaforandringerne

Et stort internationalt studie fra University of Leeds viser, at verdens rigeste menneskers energiforbrug i store træk er skyldige i klimaforandringerne.

Rige menneskers hang til eksklusive forbrugsgoder koster klimaet dyrt ifølge et stort internationalt studie. Foto: YachtCharterFleet
Erhverv

Den rigeste tiendedel af verdens befolkningen forbruger 20 gange så meget energi som den fattigste tiendedel - og har en stor andel i at forværre de igangværende klimaforandringer.

Det viser et nyt studie fra University of Leeds, som har undersøgt og sammenlignet befolkningens energiforbrug, alt efter fordelingen af indkomst, i 86 lande.

Forskerne har fundet frem til forskellene i energiforbrug ved at kombinere data fra EU og Verdensbanken, som viser, hvordan indkomstgrupperne bruger deres penge på bl.a. brændstof, elektricitet og andre forbrugsgoder.

Studiet, som er det første af sin slags, viser, at det er inden for transport, at uligheden er størst. Her forbruger den rigeste tiendedel af verdens befolkning 187 gange mere brændstof end den fattigste tiendedel.

Til sammenligning er energiforbruget i selve husholdningerne - såsom opvarmning og elektricitet - mere ligeligt fordelt, hvor en tiendedel af befolkningen står for en tredjedel af det samlede forbrug.

Årsagen til den store forskel er ifølge studiet, at folk med lav indkomst ikke har råd til at køre i bil. Forskerne fandt desuden frem til, at jo rigere folk bliver, jo mere energi forbruger de, hvilket gælder alle lande.

»Vores resultater viser, at vi kan måle energifodsporene til alle slags varer og tjenester overalt i verden på en sammenlignelig måde. Denne form for forskning er meget lovende for målingen af konsekvenserne for fordelingen i forbindelse med fremtidige klima- og energipolitikker,« siger Anne Owen, forsker i forbrug ved University of Leeds.

Med mindre der kommer politiske indgreb, vil hele verdens husholdningers forbrug af energi i perioden 2011-2050 blive fordoblet - også selvom husholdningerne bliver mere energieffektive, står der i rapporten. Det samme gælder transportområdet, hvor energiforbruget kan stige 31 pct.

Rapporten foreslår, at uligheden i energiforbrug udlignes gennem skatter og afgifter på forbrug af f.eks. flyrejser og kørsel, mens forbruget i husholdningerne kan udlignes ved hjælp af renovering af ældre boliger.

Forskerne er derudover kommet frem til, at 20 pct. af Storbritanniens befolkning en del af de 5 procent af verdens befolkning, som bruger mest energi, mens 40 pct. af Tysklands befolkning og 100 pct. af Luxembourg indgår i samme andel. På samme tid indgår kun 2 procent af Kinas og 0,02 pct. af Indiens befolkning i andelen.

»Der bør gøres seriøse overvejelser omkring, hvordan vi ændrer den enormt ulige fordeling af det globale energiforbrug, for at løse dilemmaet om, hvordan vi skaber et anstændigt liv for alle, samtidig med man beskytter klima og økosystemer,« siger Julie Steinberger, professor i socialøkologi og økologisk økonomi, i en kommentar til studiet.

Artiklens emner
Julie Steinberger