Fortsæt til indhold

Verdens største hotelkæde sender titusindvis af ansatte hjem

Erhverv
/ritzau/FINANS

Marriott International, der er verdens største hotelkæde, er begyndt at sende sine ansatte på orlov. Selskabet forventer at hjemsende titusindvis.

Det skriver Wall Street Journal.

Som følge af coronavirussets indflydelse på international turisme må kæden lukke flere af sine afdelinger.

Hotelkæden har knap 1,4 mio. værelser fordelt på 7300 ejendomme verden over, og tidligere i år offentliggjorde kæden planer om 515.000 nye værelser. I USA alene har selskabet 130.000 ansatte.

Marriott forventer at bringe så mange ansatte tilbage som muligt fra orlov, når coronakrisen er ovre.

Der er endnu ikke nogle medarbejdere på ledelsesniveau, der er blevet fyrede eller sendt hjem, men det er ved at blive diskuteret, meddeler en talsperson fra selskabet til Wall Street Journal.

Coronavirusset har allerede påvirket hotelbranchen mere end følgerne af finanskrisen fra 2007 til 2009 sammenlagt og 11. september, lyder det fra den amerikanske brancheorganisation The American Hotel & Lodging Association.

Tirsdag mødtes præsident Donald Trump med topledelsen hos Marriott, Hilton Worldwide Holdings og andre førende brancheselskaber. Her bad selskaberne om 150 mia. dollar til hjælp under krisen, skriver Wall Street Journal.

Artiklens emner
Marriott International