Serier

Matas har medarbejdere i butikker - men dørene er låst

Den børsnoterede detailkæde forhandler onsdag med danske myndigheder om, hvorvidt den må have butikker åbne i indkøbscentre.

Corona rammer verden
Matas har 270 butikker rundt i Danmark. PR-foto. er fra 2020

Den danske detailkoncern Matas har onsdag ansatte siddende i alle de godt 50 butikker, som er placeret i landets stor- og indkøbscentre. De ved bare ikke, om butikkerne må åbne eller ej.

De nye restriktioner som konsekvens af coronakrisen betyder, at alle storcentre skal holdes lukket i en periode. Bortset fra dagligvarebutikkerne i centrene. Det skaber en vis usikkerhed hos den børsnoterede Matas-koncern, der har 270 butikker - og en lang række af dem altså i centre.

Matas, der afsætter især skønhedsprodukter og personlig pleje, er onsdag i tæt dialog med en lang række myndigheder om emnet. Medarbejderne i butikkerne, som er placeret i storcentre, er mødt ind, men har valgt at holde dørene lukket.

Detailselskabet
  • Matas blev grundlagt i 1949 som en frivillig kæde.
  • Der er 270 Matas-butikker i Danmark.
  • Virksomheden har ca. 2.200 medarbejdere i Matas’ butikker og på hovedkontoret i Allerød.
  • Blev børsnoteret i juni 2013, da den daværende ejer CVC Capital Partners udbød aktier.

»Vi opfatter os selv som en kæde, der også spiller en samfundsrolle i relation til personlig pleje i denne coronakrise. I andre europæiske lande herunder Tyskland, hvor butikker er tvangslukket, holdes kæder som vores fortsat åbne. De falder der ind under dagligvareforsyningen som skal holdes kørende i samfundet,« siger kommunikationschef Klaus Fridorf, Matas A/S.

Mens store dele af detailhandlen melder om et markant stop i salget og meget få kunder, er situationen en anden hos Matas.

»Vi har fortsat pæn trafik af kunder, der vil købe produkter til hygiejne, håndkøbsmedicin eller personlig pleje. Vi har en historisk rolle som materialister, og det betyder at kunder efterspørger rådgivning her,« siger Klaus Fridorf.

Onsdag har en række butikskæder også uden for storcentre valgt frivilligt at lukke en periode. Det gælder Ikea’s danske varehuse og eksempelvis Salling-stormagasinerne i Aarhus og Aalborg.

Hvis Matas bliver mødt med krav om, at kædens butikker i indkøbscentrene skal holdes lukket, vil kæden ifølge Klaus Fridorf overholde dette. Samtidig vil Matas fortsat holde fart i de øvrige butikker, som er placeret på gågader og butiksstrøg, og i selskabets webshop.

Læs også