Erhverv

Dagligvaregigant tager drastisk skridt i kampen mod coronavirussen

Mens landets storcentre nu har lukket ned, går Salling Group skridtet videre og lukker koncernens to Salling Stormagasiner i henholdsvis Aarhus og Aalborg.

Salling Group lukker med øjeblikkelig virkning koncernens to stormagasiner i henholdsvis Aalborg og Aarhus. Foto: JP.

Regeringens fortsatte stramninger for at komme coronavirussens hærgen til livs får nu landets største dagligevarekoncern til at tage drastiske midler i brug.

Salling Group har her til morgen meddelt, at man har lukket Storcenter Nord i Aarhus, som koncernen ejer. Fremover vil der alene være åbent i centerets Føtex- og Netto-butik, ligesom storcenterets apotek vil holde åbent.

Desuden har vi lukket vores to Salling Stormagasiner i Aarhus og Aalborg, hvor der dog fortsat er åbent i dagligvarebutikken Salling Super.

Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group

Mens indskrænkningen, der kommer efter regeringens tvangslukning af landets storcentre, stopper ikke her. Også de to salgsmæssige fyrtårne i Salling Group er nu lukket ned.

»Desuden har vi lukket vores to Salling Stormagasiner i Aarhus og Aalborg, hvor der dog fortsat er åbent i dagligvarebutikken Salling Super,« udtaler Kasper Reggelsen, pressechef i Salling Group.

Salling Group er dog langt fra ene om at lukke ned i kampen mod coronavirussens hærgen. Også svenske Ikea har valgt at lukke alle kædens fem danske varehuse med øjeblikkelig virkning.

»På opfordring fra regeringen har vi de seneste dage forsøgt at holde vores varehuse åbne som normalt på, mens vi har taget de forholdsregler, Sundhedsstyrelsen har anbefalet. Nu opfordrer regeringen til mere drastiske handlinger, hvilket vi naturligvis bakker op om,« oplyser Ikea onsdag på selskabets hjemmeside.

Ikeas varehuse ligger i Taastrup, Gentofte, Odense, Aarhus og Aalborg.

På samme vis har H&M besluttet lukke samtlige 112 danske tøjbutikkker, uanset hvor butikkerne ligger.

»På baggrund af regeringens seneste tiltag har vi besluttet at lukke alle H&M Groups butikker midlertidigt i både storcentre og gågader,« skriver den svenske tøjgigant i en mail til Berlingske.

At regeringen med statsminister Mette Frederiksen i front tirsdag aften valgte at lukke landets storcentre fra onsdag kl. 10, ser Dansk Detail som et sundhedsmæssigt fornuftigt skridt.

Rent salgsmæssigt er det samtidig heller ikke noget, som adm. direktør Jens Birkeholm i erhvervsorganisationen Dansk Detail ser som en kæmpe udfordring for de butikker, der nu må låse døren og sende de ansatte hjem. De blødte nemlig i forvejen omsætning i stor stil.

»Coronavirussen har ramt alle butikker hårdt, men butikker med centerbeliggenhed er usædvanligt hårdt ramt. Det er simpelthen fordi, at hele centeret lever af hinandens kundestrøm, som bare er gået fuldstændig død,« siger Jens Birkeholm, der allerede i weekenden oplevede en nedgang i salget blandt de 2.500 medlemsvirksomheder på 65-70 pct.

BRANCHENYT
Læs også