Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Udsigt til økonomisk dommedag er forvandlet til håb for Hyrup Kro

Ordrer på takeaway væltede ind fra nær og fjern, da kromutter gik på Facebook og meddelte, at kroen lukkede for servering.

Corona rammer verden
Kromutter  Else-Marie Braune med en portion hamburgerryg med aspargessovs klar til at blive leveret ud af huset. Den eksplosive vækst i salget af takeaway har fået Else-Marie Braune til at få troen på en fremtid for hende selv og hendes mand på Hyrup Kro. Foto: Joachim Ladefoged

Da kroejer Else-Marie Braune forlod Hyrup Kro om aftenen onsdag den 11. marts, var det med udsigt til 125 gæster til kroens torsdagsklassiker stegt flæsk med persillesovs og flere hundrede gæster i den forestående travle weekend.

Alt udsolgt.

Lamperne lyste over kroen frem til statsminister Mette Frederiksen samme aften afholdt pressemøde om skærpede coronaforanstaltninger.

»Onsdag aften, da jeg og min mand kommer hjem og hører statsministerens tale, kan vi godt forstå, at det er rigtig, rigtig galt. Jeg lyver ikke, at de første afbud begyndte at blive telefoneret ind 10 minutter efter statsministerens tale. Og det fortsatte torsdag. Alt blev aflyst. Om det så var bordbestillinger for to eller fire personer. Aflysningerne ringede ind i ét væk.«

Statsministerens budskab om coronastramninger - herunder forbud mod større forsamlinger - sendte dystre økonomiske tanker ind i dagligstuen, hvor parret den forgangne lørdag havde lagt kro til to store runde fødselsdage, en begravelse og så de løse gæster i restauranten.

»Vi har kun drevet kroen i halvandet år og har investeret i at sætte det hele i stand. I vores fag er vi jo desværre selvfinansierende. For du kan jo ikke låne penge til sådan noget. Vi risikerede at miste hus og det hele.«

Det var den realitet, som allerede dagen efter sendte de 26 tilknyttede medarbejdere hjem.

»Vi fortalte dem, at de skulle nok ikke regne med, at de havde noget job om 14 dage. Vi anede ikke, hvor vi skulle få pengene fra til at betale lønningerne. Samme dag slog jeg op på Facebook, at vi havde taget konsekvensen af regeringens tiltag og lukket restauranten. Men at vi ville fortsætte med takeaway og håbe på, at folk ville hjælpe os med at overleve,« fortæller Else-Marie Braune.

Lige på den dystre dag oplevede kromutter og hendes mand, der er kok på Hyrup Kro, at opbakningen nærmest eksploderede.

»Så skal jeg da nok lige hilse at sige, at vi har fået gang i vores takeaway. Vi har måttet kalde en ekstra medarbejder ind, for at jeg sammen med min mand og en elev kan klare opgaven. Lørdag aften havde vi 240 kuverter ud af huset. Søndag aften blev det til 231 kuverter. Og i aftes på en ganske almindelig tirsdag sendte vi 145 kuverter ud af huset. Det skal ses i forhold til, at vi på en sådan normal dag uden for sæsonen måske plejer at have 15 kuverter til takeaway.«

Vores håb er, at vi kan komme igennem det her uden at miste vores dygtige folk.

Else-Marie Braune, kroejer

For Else-Marie Braune var det en hjertevarmende rygvind.

»Der kom to kunder i aftes, der havde hentet mad hver eneste aften, siden det her startede. Det er da opbakning. Folk ringer og vi får at vide, at I skal altså blive. Vi er helt rørt og dybt taknemmelige. Opbakningen er ikke alene lokal, den er også fra folk så langt væk som Vejle. Det gør altså, at vi får mere energi til at kæmpe, hvor vi torsdag gik sådan lidt rundt i en boble og sagde til hinanden, at det her går ikke.«

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke selvom forventningen går på onsdag aften at lange mange portioner hamburgerryg med broccoli, gulerødder, kartofler og aspargessovs over disken.

»Det er jo drikkevarer og så noget, at man tjener sine penge på i denne branche. Men nu kan vi trods alt med den nye aktivitet og hjælpepakkerne betale vores medarbejderes løn. Vores håb er, at vi kan komme igennem det her uden at miste vore dygtige folk.«

Hvis alt går vel, vil man lang tid endnu kunne stoppe hos Hyrup Kro på landevejen mellem Juelsminde og Vejle for afhængig af dagen at indtage en dansk bøf med løg, biksemad, farsbrød, stegt flæsk med persillesovs eller en wienerschnitzel.

BRANCHENYT
Læs også