Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Biltrafikken er næsten halveret – DSB har mistet 80 pct. af alle sine kunder

Der er masser af plads på vejene – mens busser og tog kører tomme rundt. Coronakrisen har fuldstændig lagt trafikken ned.

Corona rammer verden
Næsten halvdelen af alle biler er forsvundet fra vejene, og Danmarks hovedstad er nærmest mennesketom. Her er det Rådhuspladsen i København, hvor der er god plads. Foto: Gregers Tycho Det centrale København. Butikker lukker og de gader, som normalt er fyldt med mennesker, ligger nu øde. Foto: Gregers Tycho

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at den samlede trafik på statens veje er faldet med 45 pct., siden coronakrisen for alvor tog fat.

Faldet i vejtrafikken har været størst i Sønderjylland og på Sjællands Odde. Det største fald er sket på motorvej E45 ved Aabenraa og på Sjællands Odde med 62 pct., mens der ”kun” er forsvundet 39 pct. af bilerne på Motorring 3 ved København og 41 pct. på Køge Bugt-motorvejen.

Til gengæld er den tunge trafik – især de lange lastbiler over 12,5 meter – ikke faldet.

Hvis det store fald var sket af sig selv, ville man have talt om katastrofetal.

Mogens Fosgerau, professor, Københavns Universitet

Vejdirektoratet har sammenlignet trafikken den seneste uge med i uge 9, der betegnes som en normal uge. Projektleder Niels Moltved fra direktoratet kalder udviklingen markant:

»Tallene viser, at de fleste, der skal arbejde hjemme, nu er kommet på plads. Men det vil ikke undre mig, hvis trafikken vil falde yderligere i begyndelsen af næste uge,« siger han.

Katastrofetal

Professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet betegner udviklingen som dramatisk:

»Hvis det store fald var sket af sig selv, ville man have talt om katastrofetal.«

Han hæfter sig især ved den tunge trafik.

»Det er en god indikator for den økonomiske aktivitet. Når virksomhederne producerer, er lastbilerne på vejene,« siger han og peger på, at den tunge trafik flere steder i landet sågar er steget. Det gælder bl.a. på Motorring 3 ved København, på Fyn, ved Randers og ved Holstebro, hvor den tunge lastbiltrafik de fleste steder er steget med ca. 4 pct.

»Der er bogstaveligt gang i hjulene, og det er dejligt. Selv om der er udsving, kører lastbilerne stadigvæk,« siger Mogens Fosgerau.

Hos Dansk Industri, DI, betegner direktør Michael Svane fra DI Transport situationen som dramatisk.

Trafikken skrumper

Normal døgntrafik på udvalgte veje og fald i biltrafikken i procent:

Køge Bugt-motorvejen: 130.000 biler/16.000 lastbiler. Fald: 41

Lillebæltsbroen: 62.000 biler/12.000 lastbiler. Fald: 54

Vejlefjordbroen: 80.000 biler/17.000 lastbiler. Fald: 50

E45 Aarhus V: 53.500 biler/14.000 lastbiler. Fald: 52

Limfjordstunnellen: 84.000 biler/8.000 lastbiler. Fald: 47

Kilde: Vejdirektoratet

»Der er nærmest mennesketomt. I takt med, at Danmark lukker ned, bliver der færre og færre, der transporterer sig. Omvendt er nogle af dem, der normalt rejser kollektivt, hoppet over i bilen for at minimere smitterisikoen,« siger Michael Svane, der glæder sig over kampen for at holde lastbiler og varebiler kørende.

Han peger samtidig på, at der er ved at opstå problemer, fordi eksporten stort set er gået i stå. Det betyder, at de lastbiler, der normalt kører varer ud af landet, nu mangler, når der skal transporteres især fødevarer ind i Danmark.

DSB har mistet 80 pct.

Hos DSB oplyser informationschef Tony Bispeskov, at selskabet har haft en nedgang i passagertallet på ca. 80 pct. de seneste dage – et tal, der formentlig vil stige yderligere, efter at transportminister Benny Engelbrecht torsdag sammen med Ældre Sagen og Faglige Seniorer opfordrede alle ældre til helt at droppe bus og tog.

»Men fordi vi regnes for kritisk infrastruktur, skal vi fortsætte med køre for at sikre, at der stadig er mulighed for at transportere bl.a. sundhedspersonale,« oplyser Tony Bispeskov.

Ifølge ham har faldet i passagertallet været særlig stort for DSB’s fjern- og regionaltog, der i nogle tilfælde kører rundt med ekstralange togstammer med blot en enkelt eller slet ingen passagerer i vognene. Her har man nogle steder oplevet et fald på 95 pct. i passagertallet.

Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet peger på, at dem, der normalt kører uden om motorvejene omkring København, pludselig har fundet tilbage.

»Når folk ved, at der ikke er trængsel mere, er der nogen, som kører derhen. Det tiltrækker simpelthen mere trafik, at der er nogen, der kan se fordele ved nu at køre på en vej, hvor der før var stor trængsel,« siger Harry Lahrmann.

Han mener, det er forklaringen på, at trafikken omkring København ikke er faldet helt så meget som mange steder i Jylland.

BRANCHENYT
Læs også