Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Erhvervslivet melder om stor interesse for at sende ansatte hjem med støtte fra staten

En rundspørge blandt Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder viser, at 43 pct. forventer at sende medarbejdere hjem med støtte fra staten.

Corona rammer verden
Københavns Lufthavn er en af de virksomheder, der har tilkendegivet offentligt, at man vil sende medarbejdere hjem med lønkompensation fra staten. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020.

Virksomhederne kommer til at flokkes om den nye ordning om lønkompensation, når den forventeligt åbner senere i denne uge.

Det spår såvel Dansk Erhverv som DI på baggrund af tilbagemeldinger fra medlemsvirksomhederne.

Ordningen er forhandlet på plads med arbejdsmarkedets parter og betyder, at medarbejdere kan sendes hjem med fuld løn delvist betalt af staten.

Formålet er at undgå massefyringer i dansk erhvervsliv under coronakrisen.

Dansk Erhverv har over et lille døgn i den forgangne uge lavet en rundspørge til sine medlemmer, og blandt de 1.091 virksomheder, som har svaret, forventer 43 pct. at sende medarbejdere hjem med støtte fra staten.

Mere end en tredjedel af disse har allerede gjort det.

»Vi har haft 600 opkald om dagen, vi har holdt webinar for 500 medlemmer, så der har været helt vildt tryk på. Der er en meget stor interesse for ordningen,« siger Laurits Rønn, der er direktør i Dansk Erhverv.

Rundspørgen fra Dansk Erhverv er det første pejlemærke på, hvor mange virksomhederm der vil bruge lønkompensation frem for at fyre medarbejdere.

En stribe virksomheder som f.eks. Bestseller har i den forløbne uge bebudet fyringsrunder, og ledighedstallene er allerede er stærkt påvirkede.

Laurits Rønn siger, at det er umuligt at undgå fyringer, men han er ikke i tvivl om, at ordningen om lønkompensation kommer til at redde tusinder af arbejdspladser. Og tilslutningen kan hurtigt blive større end det, den første rundspørge viser.

»Det er for tidligt at konkludere, for det kommer helt an på, hvor lang og dyb krisen bliver. Jo dybere krisen krisen bliver, jo flere vil benytte ordningen, det er der slet ingen tvivl om, og det hele sker så hurtigt i øjeblikket,« siger han.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger, at man kun kan være glad for, at ordningen bliver brugt, men han tilføjer:

»Det er en lidt blandet følelse at se så højt et tal. På den ene side er det jo et nedslående udtryk for, hvor alvorlig situationen er for rigtig mange virksomheder. På den anden side, er jeg er rigtig glad for, at så mange vil bruge ordningen i stedet for fyre deres medarbejdere.«

DI har ikke lavet en rundspørge som Dansk Erhverv, men vicedirektør Steen Nielsen siger, at han er helt sikker på, at billedet er det samme i DI’s medlemskreds.

»Vi bliver bestormet af henvendelser fra vores medlemsvirksomheder. Der er virkelig pres på telefonerne, og det er virksomheder i alle brancher og over hele landet, som står i en presset situation,« siger han.

Ordningen betyder, at staten betaler op til 23.000 kr. om måneden for en funktionær og op til 26.000 kr. om måneden for en ikke-funktionær, og regeringen forventer, at den kommer til at koste samlet 3,8 mia. kr.

Det svarer til mellem 48.000-55.000 stillinger, hvis alle er sendt hjem i hele den periode, ordningen løber i, fra den 9. marts til 9. juni.

Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad oplever også, at mange virksomheder gerne vil bruge ordningen.

»Men det er også forventningen, at flere og flere kommer til at bruge ordningen over det næste stykke tid i takt med, at flere rammes af de økonomiske konsekvenser, og flere får mulighed for at sætte sig ind i ordningen,« siger han.

Folketinget har bevilget 23 mio. kr. ekstra til Erhvervsstyrelsen for at behandle ansøgningerne og udbetale pengene.

Det står endnu ikke klart præcis, hvornår styrelsen åbner for ansøgninger. Foreløbigt hedder det blot, at man forventer at gøre det medio uge 13 - altså i indeværende uge.

Ifølge Dansk Erhverv og DI er meget vigtigt, at pengene kommer til udbetaling hurtigst muligt.

»Virksomhederne har brug for likviditet, og det er jo penge, der skal bruges til udbetaling af løn, så det er utroligt vigtigt, at systemet bliver effektivt. Men vi har heller ikke grund til at tro andet,« siger Laurits Rønn.

Erhvervsminister Simon Kollerup er enig.

»Lige nu arbejder Erhvervsstyrelsen på fuld tryk på at være klar til at håndtere ansøgningerne,« siger han.

Du kan vil læse mere om lønkompensation her.

BRANCHENYT
Læs også