Ilde varsler: Påskens boligbonanza er aflyst af landets stuearrest
Påskens traditionelle myldrende boligmarked er aflyst i år. Det mærker de byggesagkyndige, der laver betydeligt færre tilstandsrapporter, mens ejendomsmæglerkæden Nybolig håber på en ketchupeffekt senere på året.
Vejret ser ud til at lade op til en fortræffelig påske, hvor danskerne myldrer rundt og ser efter nyt hus og sommerhus - som de plejer.
Men coronavirussen og den deraf følgende landsdækkende stuearrest kommer i år til at ødelægge den fest.
Det spår en helt central leverandør til boligmarkedet, Ebas, der er en af landets største leverandører af tilstandsrapporter.
»Vi træder lige om lidt ind i det, der skulle være vores største aktivitetsperiode, nemlig andet kvartal frem til sommerferien. Men sådan bliver det ikke i år,« siger Hans Jørgen Lorenzen, adm. direktør i Ebas.
»Lige i øjeblikket er antallet af tilstandsrapporter, vi laver for private, faldet med 30-40 pct., og pilen peger kun én retning: Ned,« siger Hans Jørgen Lorenzen.
Selskabet laver omkring en femtedel af alle tilstandsrapporter til private.
Faldet gælder både de tilstandsrapporter, sælger bestiller, og det gælder de opgaver, som en boligkøber hyrer Ebas til.
Prognosen for påsken bakkes op af Thomas Hovgaard, kommunikationschef i Nybolig.
»Normalt er der rigtig mange, der sætter deres bolig til salg i påsken, og der er mange, der har fri og derfor har tid til at tage ud og kigge. Coronaudbruddet vil helt sikkert få det til at bremse op,« siger Thomas Hovgaard.
Allerede nu er boligmarkedet bremset op - men det er et broget billede.
»Vi har talt med mæglere, som i forrige uge havde deres bedste uge i år. Og så er der mæglere, hvor det er gået helt i stå,« siger Thomas Hovgaard.
De prisstigninger, vi havde spået for året, kommer vi til at se langt efter.
Men han er optimistisk for udviklingen efter corona-nedlukningen.
»Vi tror, at der kommer en form for ketchupeffekt efter coronakrisen. Folk vil stadig have behov for at skifte bolig, men nu udskyder de det bare. Mange vil nok også gerne lige se, hvordan renten udvikler sig,« siger Thomas Hougaard.
Hos Danbolig tror ejendomsmægler Anne Crone, at det vil tage tid, og også hun indstiller sig på en anderledes påske i år.
»Der er ingen tvivl om, at antallet af handler vil blive reduceret, og de prisstigninger, vi havde spået for året, kommer vi til at se langt efter. Jeg tror, det bliver svært at indhente i løbet af resten af året. Men jeg tror, vi vil se en normalisering i 2021,« siger Anne Crone.
Hans Jørgen Lorenzen fra Ebas tør ikke spå.
»I en tid som denne tør jeg slet ikke gætte på den slags,« siger han.
Udover privatkundemarkedet har Ebas også mange opgaver for erhvervskunder og offentlige kunder, der skal have lavet vedligeholdelsesplaner eller energirapporter eller klimavurderinger af bygninger.
Her er der endnu relativt travlt.
»Men vi står over for en situation, hvor virksomhederne sender deres medarbejdere hjem, og så forventer vi, at opgaverne til os også begynder at lukke ned, og ordrebøgerne stille og roligt begynder at tørre ud,« siger Hans Jørgen Lorenzen.
Han skynder sig at opfordre de offentlige kunder til at gøre, hvad de kan - ved f.eks. at fastholde deres projekter, så der fortsat skal laves energirapporter og vedligeholdelsesplaner og miljøanalyser af det offentlige byggeri.
»Vi har en klar ambition om at bære igennem denne periode, og mange medarbejdere har bidraget med at tage fridage og fremskyde deres ferier, så jeg håber, vi kommer helskindet igennem det,« siger Hans Jørgen Lorenzen, som altså tror, Ebas kan undgå fyringer.