Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Salling Group og Coop slås om påsken i coronakrisen

De fire store i dagligvarehandlen er dybt uenige om, hvorvidt den aktuelle krise skal føre til en dispensation om reglerne for åbningstider i påskens helligdage.

Corona rammer verden
Coop Danmark med bl.a. kæden Dagli'Brugsen er imod en dispensation så alle dagligvarebutikker i år kan holde åbent alle påskedage. Arkivfoto.

Mens de danske dagligvareselskaber står sammen om at sikre mad nok til danskerne under coronakrisen, er der stor uenighed mellem de to største aktører om lukkeloven og årets påskehandel.

Salling Group, der bl.a. står bag Føtex og Netto, kræver dispensation fra lukkeloven i år, så alle butikker under krisen kan holde åbent hen over påskens helligdage.

Coop Danmark, der bl.a. driver Fakta, Kvickly og SuperBrugsen, mener omvendt, at der allerede er nok butikker, som kan have åbent. Derfor er der ingen grund til ændringer.

Koncernchef Per Bank i Salling Group med Netto, Føtex og Bilka har torsdag morgen indledt en offensiv på sociale medier for at få regeringen og Folketinget til i år at suspendere lukkeloven omkring påsken. De gældende regler betyder bl.a., at netop Bilka-varehusene og supermarkederne i Føtex skal holde lukket påskens helligdage.

Per Bank fastslår, at hans ønske bunder i sikkerhed for kunder og ansatte, da »påskedagene er den tid på året, hvor koncentrationen af kunder er størst på færrest dage«. Han henviser til, at onsdag før påske og påskelørdag er de helt store handelsdage traditionelt.

»Hvis ikke lukkeloven bliver suspenderet, får vi alle i dagligvarebranchen en meget svær opgave med at styre det maksimale antal kunder per butik. En opgave, som vi selvfølgelig vil påtage os og gøres vores allerbedste for at passe på hinanden, men jeg synes bare, vi udsætter os for en alt for stor unødvendig risiko,« skriver Per Bank på LinkedIn.

Storkoncern
  • Salling Group driver butikskæderne Netto, Bilka og Føtex samt to Salling-stormagasiner.
  • Har ca. 1.400 butikker i Danmark, Tyskland og Polen.
  • Dertil kommer bl.a. en række onlineshops - herunder Wupti, Skagenfood, burgerrestauranter i kæden Carl’s Jr., Starbucks-kaffebarer og Fætter BR-legetøjs-butikker.
  • Koncernen er fuldt ejet af Salling Fondene, efter at A. P. Møller-Mærsk tidligere var med i ejerkredsen.

Hos Coop Danmark mener informationsdirektør Jens Juul Nielsen slet ikke, at det er nødvendigt med ekstra åbninger i alle landets 2.700 dagligvarebutikker, da »påskehandelen i år bliver mindre end normalt, da familie og venner ikke vil mødes som normalt«

Samtidig mener Coop, at forsyningssikkerheden risikerer at blive bragt i fare med alle dagligvarebutikker åbne. Koncernen har nemlig allerede planlagt og disponeret til dens 1.100 butikker i påsken.

»Vi vil ikke kunne garantere samme sikre leveringer over hele Danmark, hvis vi pludselig skal lave panik-ændringer i sidste øjeblik,« lyder meldingen.

Medlemsejet
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta med tilsammen 1.085 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 405 af Coops butikker.
  • Koncernen ejes af 1,8 mio. medlemmer.

»Vi mener også, at det vil være helt urimeligt over for alle de medarbejdere, der har knoklet helt ekstraordinært de seneste tre uger, at inddrage deres velfortjente feriedage,« siger Jens Juul Nielsen.

Hos Rema 1000 Danmark erkender kommunikationschef Jonas Schrøder, at nye salgsdage i påsken kan lægge yderligere tryk på belastningen hos kædens medarbejdere i butikker og lagre samt distribution. Alligevel er discoutkæden enig med Salling Group om en dispensation for lukkeloven i år.

»Vi ser i vores organisation på, hvordan det i givet fald kan håndteres, da vi skal have alle godt og sikkert gennem dette. Som lukkeloven er i dag, kan måske kun 10 pct. af vores butikker kunne holde åbent, så handlen vil klumpe sig for meget sammen i få butikker med øget smitterisiko. I denne situation må det dreje sig om at få handlen og dermed smitterisikoen spredt mest muligt ud,« mener Jonas Schrøder, Rema 1000.

Købmandskoncernen Dagrofa - med bl.a. Meny, Spar og Min Købmand - støtter omvendt Coop Danmark i denne sag. Der ud fra bl.a. en bekymring for forsyningssikkerheden, hvis lukkeloven suspenderes.

»Vi tager alle i branchen sikkerhedsaspektet meget alvorligt, og det bliver vi ved med at gøre i påskedagene også,« mener kommunikationsdirektør Marian Skovfoged, Dagrofa.

Netop lukkeloven har tidligere været genstand for stor diskussionen mellem især de to store dagligvareselskaber, hvor Coop Danmark har et større net af butikker ude i landet, der har mulighed for inden for reglerne også at have åbenti helligdage.

Omvendt har Salling Group kun en række af de små Netto-butikker, som kan holde åbent.

Trods uenigheden opfordrer Coop Danmark til, at dagligvarekæderne fortsat arbejder tæt sammen under coronakrisen. Jens Juul Nielsen siger:

»I denne helt ekstraordinære situation for Danmark er det vigtigt, at vi fortsat står sammen som branche.«

BRANCHENYT
Læs også