Skoringen: Salget i de åbne butikker ligger på under indeks 15
Nye tal viser, at halvdelen af de danske sko- og tøjbutikker har tabt 90 pct. af omsætningen de seneste uger. Skobutikker har store lagre af forårsvarer, som taber værdi for hver lukkedag.
Nye tal viser, at størstedelen af salget i de danske tøj- og skobutikker ligger stille. Den største kæde inden for sko er bekymret for de næste uger, da butikkernes lagre af forårssko bugner. De sko kan blive usælgelige, hvis der ikke snart åbnes igen.
Store dele af detailhandlen har under coronakrisen lukket mange af de fysiske butikker - især inden for netop tøj og sko. Dels i kraft af tvangslukninger i indkøbscentre, og dels gennem frivillige lukninger, da der stort set ingen kundetrafik er som led i kampen mod coronavirus.
Erhvervsorganisationen Dansk Detail, som organiserer virksomheder med salg af mode og sko, har netop gennemført en undersøgelse blandt 201 medlemsvirksomheder. De er blevet spurgt om omsætningen den forgangne uge i marts sammenlignet med samme periode i fjor.
Undersøgelsen viser, at 95 pct. af de deltagende virksomheder melder om tilbagegang i omsætningen. Halvdelen af butikkerne har tabt 90 pct. af omsætningen, mens 33 pct. har mistet alt salg. Den sidstnævnte gruppe omfatter bl.a. centerbutikker, som er tvangslukkede.
»Det er virkelig en alvorlig situation. Branchen er tilfreds med, at der politisk er vedtaget hjælpepakker, som skal afbøde nogle af virkningerne. Desværre er jeg, som tiden går og effekten ruller, bekymret for, om det er nok. Og at der allerede er behov for flere løsninger,« mener adm. direktør Jens Birkeholm, Dansk Detail.
En af de detailkæder, som kan melde om dyb krise lige nu, er Skoringen med 100 danske butikker. Den er størst her i landet inden for fodtøj. 24 af de danske medlemsbutikker er i øjeblikket fortsat åbne.
Adm. direktør Frank Siim Sørensen i selskabet Shoe-d-Vision, som er kædekontor bag Skoringen, melder, at de åbne butikker har et martssalg, som ligger på under indeks 15 - sammenlignet med samme periode i 2019.
»Skobutikkerne sidder i en meget vanskelig situation. Marts til maj er de store måneder for salg af forårssko. Der er købt ind, så butikkernes lagre er fyldt helt op med de nye sko. For hver dag der går, mister det varelager værdi. Uanset hvornår der igen kan åbnes butikker, kommer vi til at sælge dem med rabat og tab,« siger Frank Siim Sørensen.
Som andre detailkæder er Skoringen i dialog med både leverandører og udlejere af butikslokaler om stop for nye ordrer, kredit på betalinger og andre løsninger i en tid uden likviditet.
»Netop kæmpetab af værdien på varelagre inden for produkter som sko og tøj er et kæmpeproblem, som vi ikke ser så stort fokus på i hjælpepakkerne. Vi sidder med produkter, der meget hurtigt mister værdi. Og samtidig rammer det hele kæden i branchen fra leverandører til butikker. Vi står i en situation, hvor de aktuelle varer ikke sælges, så der heller ikke bliver købt ind til sommeren og efteråret af de kollektioner, som ellers snart skal være på vej ud,« mener Frank Siim Sørensen, Shoe-d-Vision.