Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Modeindustrien er ramt af ”den perfekte storm” i coronakrisen

Den danske modeindustri, som ellers har milliardeksport, melder om et brat stop for salget og dermed akut mangel på likviditet. Krisen rammer dybt i både de helt store som de mindre virksomheder.

Corona rammer verden
Dansk tøjindustri eksporterede i fjor for 31 mia. kr. Foto: Stine Bidstrup.

14 dage inde i den danske del af coronakrisen er den hjemlige tøjbranche sendt til tælling. Hjemsendelser og fyringer står på i store del af branchen. Den er ellers de seneste år blevet betegnet som en succeshistorie for dansk eksport med et tøjsalg ud af landet på ca. 31 mia. kr. i 2019.

Coronakrisen kaldes netop i den branche for ”den perfekte storm”. Flere faktorer på helt samme tid skaber et stort hul i kassen hos mange virksomheder - og en akut mangel på likviditet.

Krisen

Den danske tøjbranche er kendetegnet ved få store og mange små selskaber. Erhvervsorganisationen Dansk Mode & Textil har tidligere opgjort, at 10 selskaber reelt har ca. 90 pct. af eksporten og salget, mens de resterende 400-450 andre tegner sig for de resterende 10 pct.

Coronakrisen rammer dog lige nu alle led - uanset størrelse. Salget i hele Europa er stort set gået i stå. De fysiske butikker er midlertidigt lukkede rigtig mange steder, så der er for de fleste kun et lille onlinesalg af tøj at holde fast i. I kraft af generel usikkerhed, aflysning af næsten alle sociale aktiviteter og andre faktorer lyder meldingen, at forbrugerne generelt ikke i denne tid har fokus på at købe nyt tøj.

Modebranchen er præget af, at nye kollektioner sættes i gang ét år, før de rammer butikkerne. Tøjet til dette forår er således præsenteret på modemesser i sensommeren 2019, og da sat i produktion - baseret på ordrer fra kunderne i detailhandlen.

Stort set hele produktionen hos de hjemlige selskaber ligger i udlandet – især Asien og Kina. Efter at store dele af Kina var lukket i årets første måneder, opstod usikkerhed om, hvorvidt de nye kollektioner kunne komme hjem i tide til salget i butikkerne allerede her i marts.

Det lykkedes dog for langt de fleste at få forårs-og sommertøjet hjem – og det blev betalt hos underleverandørerne, så det kunne leveres til butikkerne rundt om i Europa.

Markederne

Største eksportmarkeder for dansk beklædningsbranche de første 11 måneder af 2019 – mio. kr. / ændring i pct. fra 2018 til 2019:

  • 1. Tyskland: 7.776 / -6,8
  • 2. Sverige: 3.098 / - 2,3
  • 3. Holland: 2.398 / -12,6
  • 4. Norge: 2.175 / -1,0
  • 5. Storbritannien: 1.589 / 2,5
  • Samlet eksport: 26.983 / 0,1

Kilde: Dansk Mode & Textil

Coronakrisen betyder bare nu, at ordrer annulleres, og at detailhandlen ikke kan betale det tøj, som er leveret. Indtægterne står helt stille hos mange. Frygten er i branchen, at meget af tøjet slet ikke kan sælges, når der en dag atter kommer fart i butikkerne. Modeselskaberne er desuden en slags bank for kunderne, da aftalerne med en del i den forvejen pressede detailhandel er, at tøjet først afregnes, når det er afsat i butikken.

Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen vurderer, at med en eksportgrad på 62 pct., kan der være risiko for, at den samlede brancheomsætning falder med 15-33 pct. i år. Det svarer til 11-15 mia. kr.

Hjælpepakker

I den forløbne uge valgte DK Company, som er det næststørste, danske tøjselskab at afskedige 125 ansatte her i landet. Den suverænt største, Besteller, skar fredag ned med farvel til 750 danske medarbejdere. Samtidig har begge selskaber benyttet sig af de nye politiske vedtagne hjælpepakker med hjemsendelse af medarbejdere - 600 hos DK Company samt 2.400 hos Bestseller.

Fra branchen peges dog på, at netop modellen med hjælpepakkernes lønkompensation er et problem for dele af tøjindustrien. Pakken kræver, at mindst 30 pct. af de ansatte sendes hjem, og at de ikke må arbejde. Netop tøjbranchen sidder lige nu og arbejder med at gøre kollektionerne til 2021 færdig. De kollektioner skal efter planen præsenteres på modeuger rundt om i Europa allerede i sommerens løb - og dermed sikre næste års omsætning.

Derfor har tøjbranchen som andre, der er præget af coronakrisen sendt en længere ønskeseddel og anmodning til regering og folketing. Dansk Mode & Textil kræver en mere fleksibel model for hjemsendelse af ansatte med lønkompensation.

Fremtiden

Likviditet – eller mangel på samme – til betaling af de løbende omkostninger er den aktuelt helt store udfordring i mange sektorer og brancher. Og kan blive afgørende for den nære fremtid.

Det gælder ikke mindst detailhandlen og modesektoren. Med et stort set stop for indtægterne i kraft af det lukkede salg i detailhandlen, mangler tøjselskaberne penge i kassen til at dække de aktuelle udgifter.

Bestseller
  • Bestseller er en familieejet dansk modekoncern med hovedsæde i Brande.
  • Ejes af adm. direktør Anders Holch Povlsen.
  • Rummer 20 mærker – bl.a. Jack & Jones, Selected, Vero Moda, Vila og Only.
  • Sælger tøj på 70 markeder i Europa, Mellemøsten, Nordamerika, Latinamerika, Indien og Australien samt via onlinehandel.
  • Har ca. 2.500 egne butikker. Desuden afsætning via 15.000 andre forhandlere.
  • Familien bag har også del i en række andre selskaber – bl.a. Bestseller Fashion Group China, der driver flere end 7.000 butikker rundt om i mere end 500 kinesiske byer.
  • Gennem investeringsselskabet Heartland har Anders Holch Povlsen bl.a. ejerandele i Asos og Zalando samt ejerskab i danske virksomheder som Normal, Nemlig, Bianco og Whiteaway. Dertil kommer en række startups og iværksætterselskaber.

Bestsellers ejer og adm. direktør Anders Holch Povlsen fastslog forleden over for Finans, at hans tøjvirksomhed skal skaffe 100 mio. kr. dagligt for at holde selskabet kørende. Det kan svare til en månedlig omkostningsbase på 2,5-3 mia. kr.

Bestseller-ejeren, der i fjor lå øverst på listen over Danmark rigeste, sagde desuden, at den pludselige coronakrise mærkes meget hårdt selv i en stor virksomhed som hans. Bestseller havde i 2018/19 et overskud på 2,8 mia. kr.

Hos DK Company, der er en vækstvirksomhed med talrige opkøb de seneste år i bagagen, peger adm. direktør og hovedaktionær Jens Poulsen også på, at likviditet er afgørende. Både lige nu og for den nærmeste fremtid.

Derfor har DK Company også taget imod en hjælpepakke med lønkompensation og hjemsendelse – som han ellers ikke mener er løsningen. Jens Poulsen sagde til Finans i den forløbne uge:

DK Company
  • DK Company A/S er en modekoncern med hovedsæde i Ikast.
  • Rummer en lang række modemærker – bl.a. Matinique, Cream, ICHI, b.young, Fransa, Blend, Gestuz, InWear og Solid.
  • Tøjet produceres især i Kina, Indien og Bangladesh.
  • Omsætter for ca. 3,5 mia. kr. og har ca. 2.200 ansatte.
  • Koncernen blev stiftet i 2001 af Jens Poulsen.
  • Ejes af selskabet DKC Holding 2011 A/S med koncernchef Jens Poulsen som hovedaktionær. Blandt de øvrige ejere er Jens Obel, der er ansvarlig for aktiviteterne i Ikast og København, Kasper Philipsen med ansvaret for aktiviteterne i Vejle samt finansdirektør Søren Lauritsen.

»Vi skyder os selv i foden ved at tage imod ordningen, men vi er nødt til det, for at få noget likviditetshjælp ind. Vi har millioner af stykker tøj på vej ind, men vi har ingen at sende dem ud til, fordi alt er lukket, og der er ingen, der betaler regninger. Nogle af de 600 mio. kr., vi har til gode, bliver ikke betalt de næste to måneder. Derfor prøver vi selvfølgelig at beskytte vores likviditet.«

BRANCHENYT
Læs også