Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Adidas lægger sig fladt ned og betaler alligevel husleje efter shitstorm

Den danske chef for Adidas, Kasper Rørsted, vil alligevel godt betale husleje. Beskeden kommer en uge efter den modsatte melding. Med en undskyldning i et åbent brev håber Kasper Rørsted at kunne reparere på firmaets image.

Corona rammer verden
Der var trukket mørke skyer op omkring den danske topchef for Adidas efter meldingen den 26. marts omkring huslejestop i alle lande, hvor butikker var lukket ned pga. udbruddet af coronavirus. Arkivfoto: Daniel Karmann/dpa

Efter at være blevet udsat for voldsom kritik med adskillige tyske toppolitikere i front skifter sportstøjgiganten Adidas med danske Kasper Rørsted i spidsen nu mening i forhold til ikke at ville betale husleje for sine nedlukkede butikker under coronakrisen.

Mindre end en uge skulle der gå fra meldingen om huslejepausen, til Adidas onsdag i denne uge vendte på en tallerken - hvor det ellers før havde lydt, at huslejestoppet var en tvingende nødvendighed.

I første omgang ville Adidas betale de private udlejere, så de ikke kom i klemme, men i et åbent brev indrykket som helsidesannoncer i en række tyske medier, siger Adidas nu undskyld og retter ind.

Huslejen for april er nu blevet betalt til samtlige udlejere.

»Kære læsere, mange af jer opfattede huslejehenstanden som usolidarisk. Jeres mening er vigtig for os, og den var ikke til at tage fejl af: I er skuffede over Adidas. Vi har begået en fejl og derved tabt en masse tillid,« står der bl.a. at læse i brevet, der også forklarer, at også de som virksomhed er bragt i en undtagelsestilstand med daglige udfordringer, de ikke før har mødt.

Højt at flyve, dybt at falde.

Udsagn som »stinksauer«, »wild west-kapitalisme«, »dette er et billede af mine sidste Adidassko« og fotos af Adidastøj i flammer blev for meget for Kasper Rørsted, der så sent som i januar blev kåret til Tysklands mest succesrige virksomhedsleder af det tyske Manager Magazin - og af mediet Spiegel rost for at være i spidsen for den eneste tyske virksomhed, der kan måle sig med Tesla og Facebook.

Adidas har dog ikke været alene om at sætte huslejen for sine detailbutikker i bero som en konsekvens af coronavirussen. I Tyskland er f.eks. H&M, Puma og skokæden Deichmann også stoppet med at betale leje for sine butikker.

Og herhjemme tæller listen bl.a. Bestseller, Jysk, Lagkagehuset og Matas, der alle har gjort det samme som en reaktion på manglende indtægter og likviditet.

Men at lige Adidas blev ramt af den tyske befolknings vrede og forargelse skyldes, at det er mindre end en måned siden, at Kasper Rørsted kunne melde om et rekordregnskab for sidste regnskabsår.

»Det var det bedste år i vores historie. Vi har holdt, hvad vi lovede,« lød det fra Adidas-chefen, da regnskabet blev fremlagt.

I regnskabsåret 2019 fik Adidas koncernen et nettoresultat på knap 2 mia. euro, hvilket var en fremgang på 12 pct. fra året inden.

I den ny melding fra Adidas fremgår det desuden, at firmaet har foretaget en række skridt for at sikre job for de knap 60.000 ansatte verden over.

Det indebærer bl.a., at ledelsen foreløbig går 50 pct. ned i løn, og at det bebudede tilbagekøb af aktier for 1 mia. euro bliver indstillet.

Og så vil Adidas bidrage til flere hjælpeorganisationer samt begynde at producere og donere værnemidler til sundhedsmyndighederne i ind- og udland.

»Fairness og holdgejst har altid været en tæt forbundet del af Adidas, og det skal det blive ved med,« lyder det i brevet fra Adidas, der slutter med ordene:

»Det vil tage lang tid at genvinde jeres tillid, men vi vil gøre alt for, at det sker.«

BRANCHENYT
Læs også